Norsk Flygtningehjælp: Fred i Afghanistan må ikke være på bekostning af befolkningen

Jan Egeland mener, at det er afgørende, at organisationer som NRC får lov at blive i landet for at hjælpe befolkningen.
Foto: U.S. National Archive (Public Domain)
Laurits Holdt

31. januar 2019

USA og Taliban har angiveligt sat sig til forhandlingsbordet. Hvis de når frem til en aftale om at stoppe deres konflikt, vil det være et stort fremskridt i konflikten, der begyndte da USA invaderede Afghanistan i 2001 som en reaktion på terroranslagene mod World Trade Center i New York og forsvarsministeriet i Washington.

Fredsforhandlingerne hilses velkommen fra mange sider. Men en aftale må ikke betyde, at det internationale samfund trækker sig helt tilbage fra det krigshærgrede land. Det siger Jan Egeland, der er generalsekretær for Norsk Flygtningehjælp (NRC), der lige som sin danske pendant er en stor aktør på det internationale flygtningeområde.

Han mener, at det er afgørende, at organisationer som NRC får lov at blive i landet for at hjælpe befolkningen. Han kræver derfor, at en eventuel forhandlingsløsning skal indeholde specifikke klausuler, der giver de humanitære organisationer plads, sikkerhed og støtte til at hjælpe befolkningen.

Som det ser ud nu, er al dialog om humanitær adgang skubbet til side til fordel for fredsforhandlingerne, siger han og han mener ikke, at en aftale, der forværrer befolkningens vilkår bør accepteres.

I en udtalelse siger Egeland bl.a.:

”Som humanitære arbejdere i Afghanistan byder vi hvilken som helst forhandlingsløsning, der kan sætte en stopper for årtiers brutal konflikt i Afghanistan, velkommen. Der er ingen militær løsning på denne bitre konflikt, men selvom det internationale samfund er udmattet, så er nu ikke det rette tidspunkt at haste en exitstrategi igennem, som betyder at det afghanske folk ender i en værre situation end før. En afslutning på den væbnede konflikt mellem mænd må ikke være på bekostning af Afghanistans almindelige kvinder, mænd og børn.”

Der har været spin om positive resultater i Afghanistan, mener Jan Egeland. Han peger især på NATO i den sammenhæng.

Den optimistiske tone herfra er helt fejlplaceret. For niveauet af vold er stadig meget højt, tusinder bliver fortsat dræbt og såret hvert år og hundredetusinder er på flugt, lyder det videre fra ham.