Gå til hovedindhold

Mobile menu

Nu også med bonjour

Vi er vidner til en kinesisk invasion, der også sætter nogle tanker i gang om vores egen rolle på det afrikanske kontinent.

Neil's Photography (Flickr/CC)

Bamako, Mali: Forleden havde jeg en hyggelig samtale med et yngre ægtepar her i Bamako. Den ene, manden, er ansat på en international skole i byen, hvor han underviser i lingvistik. Den anden, kvinden, er ”medfølgende ægtefælle”, som jeg selv.

Vi snakkede lidt om hinandens arbejde og for kvindens og mit vedkommende ”ikke-arbejde”, om Mali og Afrika, gode og dårlige oplevelser, udfordringer, fremtiden. Det foregik på engelsk med et par afstikkere over i fransk.

Altså, sådan en ganske almindelig ”small-talk”-situation i den øvre ende af en interessant-skala fra 0 til 10.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, når man i Afrika mingler både med afrikanere og i det her tilfælde et expat-par.

Det nye var, at de to var kinesere, fra ”mainland China”, og den har jeg godt nok ikke prøvet før.

Kineserne er overalt

For seks år siden skrev jeg på denne blog, at ”mellemfolkelig kontakt mellem ”dem” (altså kineserne) og ”os” (altså alle os andre expats) er det så som så med. Vestlige venner fortæller om forsøg på kontakt med kinesere, der er blevet mødt af et høfligt knapt svar og en vendt ryg eller af en tavs og kold skulder”.

Og, fortsatte jeg:

”Vi lever i parallel-verdener, forskellige kulturer, som åbenbart ikke kan forliges, men vi kan ikke længere ignorere kineserne. De bliver flere og flere i det offentlige rum”.

Det sidste er stadig en uomtvistelig sandhed. Kineserne er overalt nu. Jeg møder et par stykker tidlig morgen på løbetur, lidt senere på dagen i forretninger og på markedet, om aftenen på restaurant, i alle mulige sammenhænge.

De er her iført ”hard hats” på de store bygge- og anlægsprojekter, som er i gang i alle hjørner af kontinentet, og de er her i den mere bløde version, altså humanitære, civile kapaciteter. You name it.

Og den store forskel. De hilser på en. De taler med en. De indgår i de samme typiske expat-sammenhænge som en selv, som f.eks. løbeklubben med et øl-problem, eller øl-klubben med et løbe-problem, Hash House Harriers, hvor man typisk kommer for at se nye sider af byen, man bor i, og for at ”socialize” og lave kontakter.

Nogen kinesere er stadig lidt knappe og indelukkede, men det er der jo i sandhedens interesse mange ikke-fynboer, der er.

Kinesisk invasion

På en anden fysisk måde er kineserne også langt mere synlige nu i Bamako. Udover at Bamakos tredje bro, den 1,6 kilometer lange Kina-Mali-Venskabsbro, står færdig og giver en tiltrængt ny korridor til den intense trafik, har kineserne overtaget restauranter, hoteller, butikker.

Fransk dominerer stadig, men nu løber man ind i kinesiske skrifttegn her og der og allevegne.

Vi er vidner til en kinesisk invasion, der også sætter nogle tanker i gang om vores egen rolle på det afrikanske kontinent, os der efterhånden har fået en nærmest frankofil-agtig ejerfornemmelse over Afrika.

Vi spørger os selv: Ryger det gamle europæisk-afrikanske forhold i skraldespanden? Er vi vesterlændinges rolle på kontinentet ved at være udspillet? Bliver vi kørt ud på et sidespor, arbejdsløse bistandsarbejdere, udkonkurreret af de fremstormende kinesere?

Vi advarer afrikanske kolleger og bekendte og siger, at nok kommer kineserne med infrastruktur, skoler og hospitaler, men det er kun for at få en fod indenfor. Inden længe overtager de alt, bliver koloniherrer, som vi fra vesten engang var det.

Men er det nu så sandt? Er invasionen koordineret hjemme fra Beijing?

Som The Economist har skrevet, er det ”forjættende uklart, om det kinesiske økonomiske stormløb (på Afrika) er resultatet af en metodisk politik i Beijing som led i en imperialistisk vendetta til fremme af "kinesiske værdier" for at dominere kontinentet, som europæere gjorde for hundrede år siden… eller om det er blevet en selvgenererende proces antændt af individuelle kinesere, der simpelthen er ivrige efter at berige sig selv, uden den mindste intention om at bukke og skrabe for myndighederne derhjemme”.

Forholdet til Kina er ”essensen af kolonialisme”

Invasionen sker nogenlunde upåtalt, også blandt afrikanere. Når Kina ind imellem dukker op i nyhederne, er det næsten altid i forbindelse med uro på kinesisk-ejede arbejdspladser, som f.eks. i kobberminer i Zambia, hvor der har været dødbringende sammenstød mellem kinesiske ledere og zambiske arbejdere

Men der er undtagelser. Som den tidligere nigerianske centralbankdirektør, nu emir i Kano i det nordlige Nigeria, Lamido Sanusi.

Han har skrevet, at afrikanere, han selv inklusiv, lider af et ”romantisk syn på Kina”. Mentaliteten er reminiscens af Bandung-ånden (den store Asien-Afrika-konference i 1955, der bl.a. fokuserede på kampen mod kolonialismen, red.) og en tro på, at ”vi er i samme fattige båd som kineserne”. Derfor overser afrikanere, at forholdet til Kina i virkeligheden er ”essensen af kolonialisme”.

Det skrev han blandt andet i et indlæg i Financial Times, hvor det videre hed:

”Den afrikanske kærlighed til Kina er baseret på et syn på landet som en frelser, en partner, en model”. Men de søde dage i ”the non-aligned movement”, hvor ”vi følte os forenede med kineserne, er ovre”.

For – fortsatte Sanusi: ”Kina er ikke længere en underudviklet fælle. Kina er verdens næststørste økonomi og i stand til at bruge samme former for udbytning som Vesten”.

Og: Det er en ”afgørende forudsætning for udvikling i Nigeria og resten af Afrika, at vi tager de rosenrøde briller af, når vi betragter Kina. Vi må se Kina, som det er: En konkurrent”.

Men, spørger jeg så: Hvordan skal Afrika nogensinde konkurrere med et turboagtigt fremstormende Kina.

Måske har vores nye kinesiske venner og kolleger et svar på det spørgsmål. Får se!

I mellemtiden: Ku’ være, det er oppe over at få lært lidt mandarin!