Ny dansk satsning på frie medier i Mellemøsten og Nordafrika

Laurits Holdt

Det er ingen hemmelighed, at dele af Mellemøsten og Nordafrika – den såkaldte MENA-region – de seneste år har været scene for voldsomme forandringer, efter det Arabiske forår i 2011, skriver International Media Support (IMS) i en pressemeddelelse, som fortsætter:

Men selvom flere lande har oplevet markante skift hen mod ustabile og autoritære regimer, er der også sket positive landvindinger – mange af disse er drevet frem af civilsamfund og uafhængige medier.

International Media Support (IMS) har støttet pressefrihed og fri og uafhængig journalistik i regionen under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) siden 2004. 

I de seneste knap 15 år har IMS set, hvordan stærke og uafhængige medier kan spille en central rolle i at understøtte demokratiske processer og ændringer i samfundet, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Særligt fokus på Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan

Nu har IMS vundet 125 millioner i et DAPP EU-udbud og fortsætter ufortrødent sine aktiviteter i Mellemøsten frem til 2022. 

Der er særligt fokus på DAPPs fire fokuslande: Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan, mens et større regionalt program, der blandt andet skal fremme undersøgende journalistik og dokumentarfilm, også vil inkludere partnere fra andre lande. 

En modpol til disinformation

”Uafhængige og troværdige medier er en vigtig modpol til misinformation, der bruges strategisk af både undertrykkende regeringer og terrorgrupper. I MENA-regionen er der brug for at støtte op om professionelle medier, der kan oplyse og inddrage befolkningen og holde regeringen til ansvar gennem kritisk, undersøgende journalistik,” siger Michael Irving Jensen, chef for MENA-kontoret i IMS.

”Frie og professionelle medier er en nøgle til at sikre en demokratisk og stabil udvikling i MENA-regionen – IMS ser frem til at fortsætte sit partnerskab med Udenrigsministeriet og arbejde videre med partnere i MENA-regionen.”

Gennem årene har IMS sammen med lokale partnere givet dem, der befinder sig midt i krig, konflikt eller politisk transition adgang til en kritisk presse og dermed en chance for at tage del i en debat om deres samfunds fremtid. 

Den nye fase af DAPP lanceres 1. juni til et arrangement på GAME, Enghavevej 82 i København.