Med rekordfart har unge kinesiske kunstnere opnået status på den internationale kunstscene.
De eksperimenterer og tager livtag med tabuer – men holder sig fra politiske kommentarer.
På fotografiet sidder en overdimensioneret frø midt i en øde baggård. Den er i øjenhøjde med fjerde sal i et kinesisk boligbyggeri. Byggeriet er forladt. Vinduerne er tomme; ikke et menneske er at se.
Netop nyudklækket fra kunstskolen i Beijing, vandt den 25-årige Di Liu en pris for fotoserien, ”Animal Regulation Series”, som dette værk indgår i.
Jeg så første gang fotografiet på September måneds kunstmesse i Forum. Fotografiet er manipuleret og meget fascinerende. Det skal iflg. kunstneren udtrykke konflikten mellem menneske og natur.
Liu er iflg. Magasinet, ArtNews blot én ud af en hel generation af fremadstormende unge kinesiske kunstnere som i løbet af kort tid har opnået stor international anerkendelse.
De unge kunstnere er i høj kurs på den internationale kunstscene for deres eksperimenterende udtryk. I fjord gik et værk af Liu’s 33-årige kvindelige kollega, Che Ke for 200.000 dollars på Christies. Og den stigende efterspørgsel tegner et lovende fremtidsperspektiv for generationen født efter 1976 og efter Maos død.
Modsat deres forgængere, er de unges kunst ikke længere et produkt af Kulturrevolutionen. Revolutionen fra 1966 efterlod et massivt spor af kunst, der propaganderede for det maoistiske styre, og kom til udtryk i forskellige afbildninger af kinesiske landskaber.
Den nye generation er vokset op under påvirkning af vestlige kultur og vender sig mod den internationale verden, samtidig med at de har et udtryk, som er særligt for Kina. Den amerikanske kurator, James Elaine forklarer: “They really want to be international so badly, but they are still Chinese. They are still producing work that can only be made in China.”
Normskred
Modsat deres forgængere kommenterer kunstnerne nu på emner, som det ikke før var muligt at beskæftige sig med. Bl.a. tabuer omkring sociale forhold og sex bliver konfronteret i den nye kunst.
Den kinesiske kurator, Leo Xu har observeret udviklingen: “In the past, in Chinese contemporary art, you don’t see people who will speak out on sexuality. You don’t see works inspired by fashion or design. You don’t see anything that can be hilarious, a Chinese version of Dash Snow or Terence Koh. It’s happening now with artworks that embrace what happens in the world. I think it is an exciting moment.”¬
Tilbage på kunstmessen i Forum. Den ulasteligt klædte kurator fortæller mig engageret om Di Liu’s fokus på forholdet mellem natur og menneske. Om hans referencer til den hurtige forvandling af naturområder i Kina til bebyggelser og by. Men emnet natur og kultur er dog relativt ukontroversielt.
På et område holder de progressive kunstnere sig tilbage. Politisk kunst er endnu ikke en farbar vej i Kina. På spørgsmålet om dette emne svarer den mandlige kunstner, Chi Peng retorisk: “If you were Chinese, living in this country, what would you say?” Han fortsætter, “For now, it is enough for me that I am free to do my work. But I worry, if I go in a different direction and make work about politics, it would not be so good for me.”.
