Ny hos Amnesty og ny hos Information

Forfatter billede

Malene Haakansson kommer fra en stilling som redaktør i DR, hvor hun tog over i 2016 som redaktør af aktualitetsprogrammet DR2 Dagen efter tre år som reporter på TV 2 News.

NGO-verdenen er ikke fremmed for Malene Haakansson, og hun er et kendt ansigt i det danske u-landsmiljø.

Før tiden hos TV 2 News var den engagerede mediearbejder ansat hos Folkekirkens Nødhjælp som advocacy- og katastrofemedarbejder og var udsendt et par år for Danchurchaid til Etiopien fra 2008.

Det affødte bl.a. bogen “Når regnen falder forkert: Etiopiens kamp mod klimaforandringerne”, som Globalnyt anmeldte i 2009.

Hun har også skrevet bogen “Det værste er at dø i stilhed – stemmer fra Darfur” om den blodige og langvarige konflikt i det vestlige Sudan.

Haakansson afløser Ole Hoff-Lund, der efter 12 år som pressechef i Amnesty er skiftet til en stilling som redaktør for Prosa-bladet, der er de IT-professionelles fagblad. 

Darfur

Darfur er gået lidt i glemmebogen i dag, men forlaget skriver om Haakonsens Darfur-bog:

“Militser på kameler og hesteryg, der stikker ild til landsbyer, dræber uskyldige og voldtager kvinderne. Over to millioner mennesker er stuvet sammen i lejre, hvor nødhjælpsorganisationer prøver at hjælpe. En regering, der har spioner overalt, og overlever på at spille sin befolkning ud mod hinanden.Konflikten i Darfur er både eksotisk, hårrejsende, indviklet og meget uvirkelig.

FN’s (daværende) generalsekretær Kofi Annan har kaldt konflikten i Darfur for ”verdens største humanitære katastrofe”, og flere har kaldt angrebene på civile for folkemord. Alligevel ved de fleste danskere ikke, hvor Darfur ligger, eller hvad konflikten handler om.

Der har været historier om massive overgreb på civilbefolkningen i Darfur i de danske medier, men historierne bliver ofte fortalt på et højt og overfladisk niveau, hvor det handler om FN-resolutioner.

I bogen skildres menneskeskæbner og livet, som det udspiller sig i Darfurs lejre, hvordan nødhjælpsarbejdere fra hele verden prøver at hjælpe, og hvordan alle står magtesløse over for de voldsomme overgreb.”

Mere om den blodige konflikt i Darfur i Sudan her

Lasse Karner

Lasse Karner skifter efter en længere karriere som Asien-mand for diverse publikationer fra sin seneste arbejdsplads, Kristeligt Dagblad, til dagbladet Information.

Han bliver Asien-korrespondent med formentlig bopæl i Singapore. 

Lasse Karner gik i august 2010 fra at være nyhedsjounalist på dagbladet BT til en stilling som presse- og public diplomacy koordinator ved den danske ambassade i Beijing.

Han blev senere Asien-korrespondent for Berlingske og så for Kristeligt Dagblad, før han nu skifter til Information. 

Samtidig forlader Anne Burlund u-landsmiljøet, idet hun pr. 15. august skiftede fra en stilling som redaktør og content specialist hos Verdensnaturfondens danske afdeling til at blive journalist på Tandlægebladet.