Ny ISOBRO-chef: Danskerne skal vide, det koster penge at samle ind

Redaktionen

Udvidet kendskab til de betingelser, danske hjælpe- og bistandsorganisationer samler ind under, bl.a. større viden hos almindelige danskere om den kendsgerning, at det er dyrt at skrabe penge sammen uanset om det er til et godt formål, er noget af det, som den nye generalsekretær for indsamlingsorganisationernes brancheorgan, ISOBRO, Robert Hinnerskov, vil tage op, når han tiltræder 1. april.

Han afløser fhv. minister, cand.theol. Flemming Kofod-Svendsen, som har været med siden ISOBROs start i 2001 og nu efter eget ønske har valgt at gå af.

– Vi må længere ud med budskabet om, at det koster penge at samle ind, og vi skal blive bedre til at forklare, at der er noget, der hedder indsamlingsetik, siger Hinnerskov til u-landsnyt.dk.

Brandaktuelt i en tid, da indsamlingsmarkedet er præget af nye metoder og stigende indbyrdes konkurrence.

Derfor ønsker han bl.a. at give ISOBROs hjemmeside et pift, så den kan bidrage til at øge det generelle kendskab i almenheden til arbejdsbetingelserne for ISOBROs mere end 100 medlemmer.

Ellers venter Hinnerskov med programerklæringer til efter sin tiltræden om godt en måned.

Selv er han allerede en kendt skikkelse i u-landsmiljøet. Den snart 50-årige MPAer (Master of Public Administration) har været vidt omkring, især i det kirkelige miljø. Han kommer således fra en stillling som vicegeneralsekretær ved Den Danske Diakonissestiftelse, hvor han har været siden 2001.

Her har han som en del af den overordnede ledelse bl.a. været med til at udvikle strategier for samarbejdet med det offentlige og udarbejder p.t. en ny organisationsstruktur.

Før da var Robert Hinnerskov administrationschef i Danmission (1998-2000) og her med til at koordinere sammenlægningen af Det Danske Missionsselskab og Santalmissionen – til Danmission.

Fra 1993 til 98 var han personale- og administrationschef i Folkekirkens Nødhjælp. I disse år var han tillige med til at skabe Max Havelaar-fonden og gjorde som næstformand især et stort arbejde for at få økonomien og organisationsstrukturen på plads.

Når det gælder ISOBRO, har Hinnerskov været på banen fra allerførste fløjt. Det var ham, der sammen med 3 andre – Niels Yde, Marius Byriel og Stig Fog – lånte 15.000 kr. hver af deres organisationer til at betale advokatregningen for udarbejdelse af ISOBROs vedtægter, så man kunne komme igang.

Han virkede ifølge en pressemeddelse fra ISOBRO utrætteligt for, at det samarbejde mellem NGOerne, som kendetegner ISOBRO, blev til virkelighed i 2001.

Siden da har han været involveret i en række projekter i ISOBRO, heriblandt DM i Indsamling, som blev afviklet sidste år i samarbejde med Danmarks Radio og Dansk Tipstjeneste. Siden august 2003 har han været ISOBROS formand.

Privat bor den energiske sjællænder i Tyvelse ved Glumsø på Midtsjælland og driver et fritidslandbrug på 25 tønder land sammen med sine kone. Parret har 4 børn.

Læs mere om ISOBRO ved at klikke ind på rubrikken Arkiv og skrive ordet Isobro i søgeboksen for oven. Læs også i rubrikken Kalender under dato 07.04.06.