Ny Operations director i Uganda

Redaktionen

John Reinstein er ansat som Operations director for Red Barnet i Uganda, hvor den 51-årige bistandsveteran bl.a. bliver ansvarlig for, at organisationens programmer i landet bliver udført effektivt.

John Reinstein er bl.a. uddannet familieterapeut og har arbejdet med børn i 22 år. De sidste 16 år har han arbejdet med børn i krig og katastrofer og international nødhjælp i konfliktområder. John Reinstein har tidligere (1995-99) været ansat i Red Barnet Danmark med ansvar for flygtningebørn og uledsagede flygtningebørn.

1999-2001 var han chef for Red Barnet Danmarks kontor i Gulu i Uganda. Derefter arbejdede han for Save the Children UK.

Red Barnet driver gennem en lokal partnerorganisation et rehabiliteringscenter for børn, der har været bortført af den ekcentriske oprørsbevægelse, “Herrens Modstandshær”, i det nordlige Uganda.

Nogle har været bortført i mange år, tvunget til at være soldater, bærere eller sexslaver. Nogle piger kommer tilbage med små børn født i fangenskab. Fælles for dem alle er, at de har dybe ar på sjælen efter de grusomme oplevelser.

På centeret bearbejdes oplevelserne gennem tegneterapi, samtale, sport, dans og ritualer som f.eks. at brænde uniformen og vælge sig noget nyt tøj, der signalerer, at et nyt liv starter. Der arbejdes med at opspore slægtninge til børnene og forberede såvel børn, forældre som lokalsamfundene på, at børnene kan vende tilbage.

Mange piger bliver giftet bort tidligt for at bibringe familien en indkomst, og der er et stigende antal teenagegraviditeter. Ca. 6 pct. af befolkningen i Uganda er smittet med hiv, men i det nordlige Uganda er tallet det dobbelte.

I Uganda har omkring 2,3 mio. børn af samme grund mistet deres forældre. Børn er en yderst vigtig ressource i arbejdet med at sprede viden om børns rettigheder, hiv/aids og udbrede en freds- og forsoningskultur. Her spiller oprettelse af fredsklubber, børnerettighedsklubber og anti-aidsklubber en stor rolle.

Andre relevante institutioner som de lokale myndigheder, skolelærere, sundhedspersonale og forældre er også mål for dette arbejde. Red Barnet arbejder derfor på at sætte børns rettigheder på dagsordenen inden for Ugandas militær, og på at forbedre den proces tidligere bortførte børn skal igennem, når de bliver afhørt hos militæret.

Red Barnet er involveret i 3 nødhjælpsprojekter i Ugandas nordlige Gulu-provins, hvor krigen mellem Ugandas hær og oprørsbevægelsen raser. I Gulu by støtter Red Barnet tusindvis af børn, der hver aften kommer ind fra landområderne og nabobyerne for at overnatte i tryghed.

Børnene er i stor fare for at blive bortført som børnesoldater, hvis de sover hjemme. I Gulu by får børnene anvist sikre sovepladser med madrasser og tæpper, og et antal voksne passer på børnene, mens de sover.

Red Barnet yder skolehjælp til ca. 12.000 børn, der er ramt af krigen mellem regeringshæren og oprørsstyrkerne. Projektet indbefatter bl.a. oprettelse af 200 klasseværelser samt udlevering af undervisningsmaterialer.

Red Barnet har i 2004 påbegyndt et projekt, der har til formål at bekæmpe den akutte fejl- og underernæring blandt børn, gravide kvinder og ammende mødre i lejre for internt fordrevne. I alt 20.000 børn og 8.000 kvinder forventes at modtage fødevarehjælp.