Ny pris til dansk u-landsreporter

Forfatter billede

Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) kårede i weekenden ”Danmarks bedste gravere”, og blandt dem var u-landsreporteren Tom Heinemann.

DR kunne nemlig gå fra prisuddelingen med både FUJ-prisen for bedste radio- og TV-”gravearbejde”. Priserne blev givet til forbilledlig undersøgende journalistik, og målet er at fremme undersøgende journalistik i danske medier.

De bedste gravere på TV-siden blev Tom Heinemann og norske Erling Borgen for deres dokumentar “Den bitre smag af te”, som blev vist på DR1 i efteråret 2008 og siden har sikret sig en stribe internationale priser.

“Den bitre smag af te” afslører, hvordan fair trade-organisationen Max Havelaar (nu Fair Trade Mærket) langt fra altid lever op til løfterne om, at arbejderne i deres tilknyttede plantager har særligt gode vilkår. Tværtimod.

Programmet blot-lægger bl.a. svigten-de tilsyn med te-plantagerne, elen-dige arbejdsforhold, ringe lønninger og tvivl om, hvor fair trade-pengene til arbejderne egentlig havner.

FUJ-priserne blev uddelt første gang i 2007; også dengang kunne Tom Heine-mann gå hjem med prisen. Da var det for dokumentaren “Når tilbud dræber”.

”Tom Heinemann er i en klasse for sig og vel en af Danmarks p.t. bedste afslørende dokumentarister. Og ’Den bitre smag af te’ er ingen undtagelse,” hed det bl.a. fra juryen, der også kaldte den 50-årige journalist for ”vedholdende og stædig” i sit arbejde.

“Den bitre smag af te” er tredje og sidste dokumentarfilm i makkerparret Heinemann og Borgens serie “Flip the Coin”, hvor de også har lavet dokumentarer som “Når tilbud dræber” og “Et tårn af løfter”, der ligeledes har været vist på DR1. Serien er blevet til i samarbejde mellem de nordiske TV-stationer NRK, SVT og DR.

Alle handler de om, hvorvidt forbrugerne i Vesten får de varer og produkter, som firmaer, organisationer og andre postulerer de får. Eller om der er en mørk bagside.

Årets FUJ-prisjury havde Berlingskes chefredaktør og koncernchef Lisbeth Knudsen som formand. Derudover har den talt Nils Hansson fra SVT – svensk tv’s ’Uppdrag granskning’, redaktør (på orlov) Jakob Elkjær, Journalisten, underdirektør i DR Suzanne Moll, erhvervsreporter på Morgenavisen Jyllands-Posten Niels Sandøe, studieleder Anne Lea Landsted fra Roskilde Universitetscenter, chef for Deadline, DR2 Udland og Orientering på P1, Olav Skaaning Andersen, og Nils Mulvad, stifter og medejer af analysebureauet Kaas & Mulvad.

Tom Heinemann modtog i juni 2009 tillige Danmarks største journalistpris i kroner og ører – 100.000 kr. – fra Timbuktu Fonden for hans dybdeborende journalistik om forhold i Den 3. Verden. Han var hovedtaler, da u-landsnyt.dk lancerede sit nye website den 2. oktober i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København.

Kilder: www.dr.dk/presse o.a.