Gå til hovedindhold

Mobile menu

Ny rapport: Drastisk stigning i antallet af drab på LGBT-personer i Brasilien

I 2017 døde mindst 445 LGBT+-personer som følge af hadforbrydelser i Brasilien. Det svarer til én person hver tyvende time, viser en ny rapport. Sådan skriver The Guardian mandag.  
Protest imod homofobi i Brasilien i 2008

Protest imod homofobi i Brasilien i 2008

Elza Fiuza/ABr - via Creative Commons

São Paulo lægger hvert år i juni gader og stræder til én af verdens største gay pride-parader. Med over tre millioner besøgende fejres diversitet og LGBT-rettigheder med fest, dans og musik. Samtidig har Brasilien siden 2013 tilladt ægteskab mellem personer af samme køn, hvilket umiddelbart har sendt signaler om åbenhed og inklusion overfor LGBT-personer. 

Alligevel har det forgangne år været et hårdt år for selvsamme miljø i landet. En ny rapport af LGBT watchdog-gruppen, Grupo de Gay Bahia, viser, at mindst 445 brasilianere er døde som følge af hadkriminalitet i 2017 - en stigning på hele 30% i forhold til 2016. 

Desuden påpeger Human Rights Watch, at Brasiliens ombudsmand for menneskerettigheder har modtaget 725 klager om vold og diskrimination imod LGBT-personer i det første halvdel af 2017. 

Drabet på den 42-årige transseksuelle Dandara dos Santos fra den nordøstlige by, Fortaleza, i februar var uden tvivl det mest grelle tilfælde. Det voldsomme drab blev optaget på film og cirkulerede derefter heftigt på sociale medier med verdensomspændende opmærksomhed til følge.  

 

Et land præget af tiltagende ultrakonservativ politik

På trods af Brasiliens image udadtil ser formanden for Grupo de Gay Bahia, Luiz Mott, en sammenhæng mellem Brasiliens ultrakonservative politikere og den stigende vold imod LGBT-personer. Han understreger, at deres magt er med til at skabe en diskurs, som ødelægger solidariteten og sammenligner LGBT-personer med dyr. 

Blandt andet har en af dette års præsidentkandidater, den højrekonservative Jair Bolsonaro udtalt, at homoseksuelle børn gerne må tæskes. Desuden sagde kongresmedlemmet Victório Galli sidste år i et radiointerview, at Mickey Mouse og Disney fremmer homoseksualitet hos børn ved brug af subliminale beskeder. 

Sidst, men ikke mindst blev det i september sidste år - efter 18 år - igen tilladt at forsøge at ændre et individs seksuelle orientering ved hjælp af "omvendelsesterapi" (også kendt som conversation therapy). En praksis, som der blandt andet ifølge American Phychological Association er klar evidens for ikke virker. 

Amnesty Internationals administrerende direktør i Brasilien, Jurema Werneck, har i et årti forsøgt at udvikle de juridiske rammer til at beskytte homo- og transseksuelle personer. Desværre har blandt andet manglende investeringer gjort, at de fleste forsøg er fejlet.