Nyt dansk projekt for LGBT-personer i Tanzania

Laurits Holdt

Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT Danmark, udvider sit internationale engagement og igangsætter omfattende rettighedsarbejde i Tanzania.

LGBT Danmark bevæger sig dermed ud i et større internationalt engagement i det globale syd, og bliver en ny spiller på banen i forhold til udviklingsarbejde, skriver foreningen i en pressemeddelelse tirsdag.

Foreningen har netop modtaget 6,8 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond til et 3-årigt projekt i Tanzania.

Risikerer 30 års fængsel

Projektets hovedformål er at støtte lokale LGBT organisationer, netværk og personer i Tanzania; et land, hvor bøsser kan straffes med op til 30 års fængsel for at dyrke sex, og hvor LGBT personer anskues som syge mennesker, der bør kunne kureres.

Det forventes at omkring 1500 LGBT personer i landet involveres i arbejdet på at styrke deres selvværd, modsvare stigmatisering og arbejde målrettet mod diskrimination i hverdagen.

Blandt andet skal der oprettes en rådgivningstjeneste, og oprettes forældregrupper for forældre til LGBT personer.

Vil modarbejde stigmatisering og isolation

”Seksuelle minoriteter i Østafrika er en ekstremt marginaliseret og sårbar gruppe i et samfund, hvor hverdagen i forvejen er udfordrende for mange. I Tanzania er det forbundet med risiko for fængselsstraf at udleve sin seksualitet og være den, man er, og det betyder selvfølgelig, at mange lever i det skjulte og ofte tynget af skyld og skam. Vi er derfor glade for at kunne støtte LGBT Danmarks vigtige arbejde imod stigmatisering og isolation.” direktør for Det Obelske Familiefond, Søren Bojer Nielsen.

Projektet er rettighedsbaseret og tager udgangspunkt i at LGBT personer har samme basale menneskerettigheder som alle andre; for eksempel retten til at forsamle sig, retten til at ytre sig og retten til sundhed.

En vanskelig udfordring

Siden 1948 har LGBT Danmark arbejdet for at forbedre forholdene for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner i Danmark og på at skabe mere rummelighed i det danske samfund i forhold til kønsidentitet og seksuel orientering.

Foreningens forperson Søren Laursen udtaler:

”Med bevillingen fra Det Obelske Familiefond bliver vi i stand til at hjælpe bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i Tanzania med at forbedre deres egen situation i et land, hvor deres rettigheder er under massivt pres. Det er en vanskelig udfordring, men desto mere vigtigt er det også for os at tage den op: Her kan der gøres en forskel.”

Projektet er en udløber af flere års frivilligt engagement og udføres i samarbejde med lokale partnere i Tanzania og Positive Vibes Trust fra Namibia, som gennem de sidste 5 år har arbejdet intenst for at fremme menneskerettighedssituationen for LGBT personer i 10 lande i det sydlige Afrika, skriver organisationen.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til projektleder Susanne Branner Jespersen på [email protected] // 27452773.

Læs mere om LGBT Danmarks internationale arbejde på organisationens website.