Ole Bang blir 80

Forfatter billede

Fhv. direktør, cand.merc. Ole Bang, København, fylder 80 mandag d. 3. december 2012.


Fødselaren har for folk, der kender lidt af dansk udviklingsbistands historie, for altid indskrevet sig som formand for Ole Bang-udvalget, af spydige embedsmænd kaldt “Bang-Bang-udvalget”, som i begyndelsen af 1980erne kulegravede dansk bistand på initiativ af dav. udenrigsminister Kjeld Olesen (S).

Regeringens officielt benævnte “udvalg vedr. principperne for den danske bistand til udviklingslandene” formåede at splitte sig selv midt over, hvorefter et snævert flertal i flere sammenhænge stemte for en klar reformdagsorden, mens et mindretal, herunder især Dansk Industri, stemte imod.

Udvalget på 11 medlemmer skulle have haft tidl. formand for U-landsstyrelsen, Poul Nyboe Andersen, som formand, men han kunne ikke afse tid, så det blev i stedet Ole Bang, der fik hvervet.

Udvalget afgav betænkning i august 1982 og fremkom med godt 60 indstillinger, hvoraf der var enighed om ca. 45. Den politiske udvikling overhalede imidlertid forslagene, og den nye udenrigsminister, Venstre-manden Uffe Elleman-Jensen, fulgte reelt ikke op på dem.

Ole Bang vil imidlertid også være kendt i talrige andre sammenhænge indenfor dansk bistand og u-landsmiljøet herhjemme. Han har været mange steder.

Startede som fuldmægtig i Mellemfolkeligt Samvirke 1956-58, var kontorchef i Dansk Røde Kors 1958-60, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp 1960-65, næstformand for Fællesrådet for Sydafrika 1965-68, vicepræsident for The International Defense and Aid Fund for Southern Africa 1966-68, medlem af UNESCOs danske Nationalkommission 1967-70, formand for Mellemfolkeligt Samvirke 1967-75 og i en lang periode fra 1967 medlem af U-landsrådet.

Udover u-landsvirket har han prøvet sig af som sparekassedirektør, været en markant, men også omstridt direktør for Kræftens Bekæmpelse (1981-94) og var indtil sin pension en dynamisk bestyrelsesformand for Elsparefonden.

Organisator fra barnsben

En karismatisk organisator og et spændende menneske – det er Ole Bang.

Allerede som 12 årig organiserede han gadens og gårdens drenge i avisudbringnings-firmaet Ole Bang & Co.

Han er født på Frederiksberg og blev i 1951 student fra Metropolitanskolen på Nørrebro. Han tog en cand.merc.-eksamen fra Handelshøjskolen i København og arbejdede i flere år med tal som ansat i Landsskatteretten og hos en statsautoriseret revisor.

Men fra han i 1956 blev fuldmægtig i Mellemfolkeligt Samvirke, er det humanitære arbejde gået som en rød tråd gennem hans karriere.

Da 1.000 ungarske flygtninge i 1956 kom til Danmark, blev Ole Bang administrator for det udvalg, der tog sig af undervisningen i sprog og danske forhold.

Blot to år senere blev han hentet til Dansk Røde Kors som økonomichef, og et par år efter – da han var 27 – opfordret til at påtage sig stillingen som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.

Det var her – i 1962 -, at han opfordrede hjælpsomme danske familier til at sy djellabaer (stor løs, men varm beklædning) til algierske flygtninge.

Egnet stof til formålet samt grundmønstre kunne mod betaling rekvireres i Flygtningehjælpen. Tusinder af familier deltog i “Aktion Djellaba” og resultatet blev, at over 31.000 lune djellabaer syet af over 50 km stof kunne sendes til flygtningene.

I 1965 foretog han et karrierehop til Danmarks Sparekasseforening, men han slap ikke sit engagement i det humanitære arbejde.

Han var aktiv i anti-apartheidbevægelsen, medstifter af Fællesrådet for Sydafrika og udpeget som medlem af regeringens udvalg vedrørende støtte til apartheidpolitikkens ofre.

I Mellemfolkeligt Samvirke vil han især blive husket for at stå i spidsen for omdannelsen til en demokratisk medlemsforening.

I 2011 blev han medlem af Mellemfolkeligt Samvirkes Råd.

Privat deler Ole Bang livet med Birgitte Hamborg. Sammen har de nu glæde af seks børnebørn.