Gå til hovedindhold

Mobile menu

Om at blive mor som barn

Kronprinsesse Mary indtager fredag scenen på Bogforum for at fortælle om nogle af sine møder med piger og kvinder i udviklingslande og om sit engagement som protektor for FN's Befolkningsfond.

PxHere

Man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig, hvordan det må være at få et barn, mens man selv er barn. Ulykkeligt, ofte med risiko for helbredet og oftest med farvel til skolegang og uddannelse.

Det er skæbnen hvert år for mere end 1 million piger verden over. De føder et barn inden de selv er 15 år.

UNFPA har ikke været sene til at oplyse om denne situation, og sidste år satte denne FN’s Befolkningsfond i samarbejde med Plan International fokus på problemet bl.a. gennem den fælles fotoudstilling ”Childmothers”.

I tre måneder stod store fotos foran Christiansborg og fortalte om millioners tunge lod, og senere vandrede billederne landet rundt.

Gennem fotografierne ville man give et indblik i de meget unge mødre liv og også vise, hvordan man gennem udviklingsbistanden kan gøre en forskel.

Man kan hjælpe pigerne.

VI kan hjælpe dem.

Hvordan fortælles bl.a. i bogen ”Childmothers: 17 pigers historier om at blive mor som barn”. Fotos og en tekst, der både er meget sigende og rørende – og oplysende.

Mary fortæller

Pigerne, der kommer fra både Afrika, Asien og Latinamerika, fortæller i bogen om deres liv, om hvordan de ønsker, de havde vidst noget om prævention, om bristede drømme, men også om håb om, at de engang kan vende tilbage til skolen.

Sætter kulturelle normer eller fattigdom eller begge dele i forening et fuldt stop for deres egne ønsker, håber de om en bedre fremtid for deres børn. De er ikke opgivende.

Udgivelsen af bogen er støttet af Danidas Oplysningsbevilling, og den præsenteres af kronprinsesse Mary på Bogforum.

Det sker på fredag den 10. november kl. 14.30, når kronprinsessen indtager scenen og fortæller om sit engagement for verdens kvinder, som hun blandt andet varetager gennem sit protektorat for UNFPA.

Hun har skrevet forord til bogen, og her fortæller hun bl.a. om sit møde med en af bogens piger i Burkina Faso, Kiswendsida, der blev mor som 15-årig, om de mange udfordringer, som er dagligdag for fattige kvinder i udviklingslande, når de ikke kan bestemme over egen krop. Men hun understreger også, hvilket håb, der ligger i de stærke kvinder, hun har mødet rundt om i verden.

Kronprinsessens arbejde for verdens kvinder behøver næppe en introduktion, men Pernille Fenger, chef for UNFPA’s nordiske kontor, vil alligevel som en åbning sige både tak til kronprinsessen for hendes utrættelige og engagerende arbejde for verdens udsatte kvinder og piger og til alle, der gennem udviklingsbistanden er med til at give kvinderne en chance.

”Childmothers” er illustreret med fotos på 168 sider og koster 200 kr. Udgiver er UNFPA. Den kan købes hos boghandlere og på Bogforum. Overskuddet går til udsatte kvinder i udviklingslandene.