Ophugning af Mærsk-skib stoppes i Bangladesh

bangla
Forfatter billede

Igen er der problemer med ophugningen af Mærsk-skibet Producer. Tidligere har Danwatch rapporteret problemer med ophugningen af skibet, og nu har Højesteretten i Bangladesh midlertidig standset ophugningen indtil 5. oktober, hvor en tilstandsrapport forberedt af en ekspertkomite skal afleveres, og sagen undersøges nærmere.

Ophugningen er tidligere blevet stoppet i november 2016, da det skulle undersøges, om der var giftige materialer på skibet. Dengang blev der fundet radioaktivt materiale i nogle af skibets rør, melder Danwatch.

Ophugningen var gået i gang igen, da miljømyndigheder undersøgte skibet i juni i år, og igen fandt radioaktivt materiale.

Myndigheder såsom Department of Environment (DoE), Bangladesh Atomic Energy Commission (BAEC), Bangladesh Atomic Energy Regulatory Authority (BAERA) mfl. har besøgt 11 steder på skibet Producer og i en rapport forberedt på baggrund af disse besøg konkluderes det, at der ved et af disse steder på skibet er fundet farligt radioaktivt materiale, som er sundhedsskadeligt.

Ifølge Foreningen for miljøadvokater i Bangladesh (BELA)’s udmelding til Højesteret, kan dette føre til arbejdsulykker, hvis skibet ophugges.

Link til tidligere Danwatch artikler med fokus på ophugning af Mærsk skibe

Det tidligere Mærsk-ejede skib Producer er blevet opkøbt til ophugning af Janata Steel Mill (Ship Breaking Yard) for ca. 44 mio. kr.

Ophugningsfaciliteterne ved Chittagong, hvor Producer er ved at blive ophugget har et skrækkeligt rygte, da der ikke udleveres beskyttelsesudstyr til arbejderne, og forholdene er uegnede til at arbejde med giftige kemikalier eller radioaktivt materiale.

Det er langt fra første gang, at Danwatch har afsløret Mærsk i at sende skibe til livsfarlige værfter i Bangladesh og Indien, hvor ophugning sker under dårlige vilkår for arbejderne.

Danwatch har tidligere i samarbejde med Politiken og TV 2 afsløret, at Mærsk i 2014 pressede en tysk skibsejer til at sende 14 skibe til livsfarlige værfter i Bangladesh og Indien. Ophugningen af skibene sker under så dårlige vilkår, at det er i direkte modstrid med Mærsks officielle politik indenfor ansvarlig ophugning af skibe.

Sagen om ophugningen af olie-fartøjet Producer har også fået politisk opmærksomhed herhjemme, og d. 6. september blev der holdt fjerde samråd i sagen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) kom under pres fra oppositionen og indvilligede i at tage møde med danske rederier om deres forpligtelser samt at fremsende tidligere korrespondance med britiske myndigheder, som ligeledes har været involveret i en tidligere fase af sagen om Mærsk-skibet.

Tidligere kritik af Mærsks håndtering af ophugning af skibe kan findes her