Oplev Palæstina i Øst for Paradis

På den kommende filmfestival kan du se, hvordan man kidnapper og smugler en giraf fra Israel til Vestbredden.
Foto: Screenshot fra Youtube - Giraffada
Forfatter billede

Den 27.-29. april holder Arabisk Dansk Kulturhus for fjerde gang Palæstina Filmdage i Aarhus i den gamle biograf, Øst for Paradis. På programmet er to spillefilm, en række dokumentarfilm og palæstinensiske forfriskninger i biografens café.

Åbningsfilmen 'Eyes of a Thief' fra 2014 handler om den palæstinensiske ingeniør Tareq, der løslades efter ti år i et israelsk fængsel og kommer ud til en virkelighed, hvor hans kone er død, og hans datter bortadopteret. Tareq går nu i gang med at lede efter den fortabte datter.

I festivalens anden spillefilm – 'Giraffada' – kommer du nærmere dyrenes verden, når drengen Ziad kaster sig ud i en mission for at finde en ny mage til giraffen Rita, der har mistet sin partner under et bombeangreb – alt sammen i skyggen af Israel-Palæstinakonflikten.

Læs mere på filmfestivalens facebook-side.