Oxfam IBIS: Vi må lære af fejlene i Sydsudan

sydsudan_lejr_bor_unmiss
Et barn leger i en flygtningelejr i Bor, Sydsudan.
Foto: UNMISS (arkiv)
Forfatter billede

Der var for en gangs skyld gode nyheder fra Sydsudan i denne uge, da præsident Salva Kiir og hans tidligere vicepræsident Riek Machar, der leder Sydsudans største oprørsgruppe, mødtes for at underskrive en fredsaftale onsdag.

Borgerkrigen i Sydsudan har varet i mere end fire år, og konflikten har kastet verdens yngste nation ud i en humanitær krise.

Oxfam IBIS arbejder i Sydsudan og i Uganda, hvor mange af de overlevende fra krigen har søgt tilflugt.

Selvom den nye aftale er et positivt skridt på den lange vej til fred i Sydsudan, er Oxfam IBIS kritiske, siger organisationens generalsekretær, Mie Roesdahl, i en udtalelse.

”Vi har set det gang på gang, at håndtryksaftaler mellem politiske og militære ledere falder igennem eller ikke formår at skabe varig fred. Som internationalt samfund bliver vi nødt til at lære af vores fejl. Vi er nødt til at gøre noget ved de grundlæggende årsager til konflikterne, som er ulighed, manglende adgang til uddannelse, politisk udelukkelse og krænkelser af menneskerettigheder,” siger Mie Rosdahl.

”Hvis vi ikke gør det, vil de konfliktramte landes fattigste og mest udsatte mennesker – særligt børn – fortsætte med at lide. Det er dem, der bliver drevet på flugt og som må afbryde deres liv, deres uddannelse og deres fremtidsplaner, for at flygte fra volden i håb om at overleve. På den måde fastholder konflikter og vold millioner af mennesker i fattigdom og ulighed,” påpeger hun.

Vigtigt at lave inkluderende aftale

Hun understregede det afgørende i, at FN og andre aktører støtter og følger op for at sikre, at alle parter forstår, at det internationale samfund vil støtte et fredeligt Sydsudan, og at der vil være konsekvenser for dem, der holder konflikten i gang.

Men hvis freden skal holde, kan det kun ske gennem en fair og inkluderende aftale, der tager fat om de grundlæggende årsager og inddrager alle, også kvinder og børn..

Også Oxfam IBIS understreger, at det er vigtigt også at få netop de mest marginaliserede mennesker i Sydsudan med i fredsprocesserne, for der kan kun skabes varig fred, hvis processen får civilsamfundet, kvinder og unge med.

De er blevet ekskluderet fra arbejdet om den nye fredsaftale i Sydsudan, lyder det fra Oxfam IBIS.

”Og vi ved, at hvis befolkningens krav og ønsker ikke er prioriterede i aftalen føler de intet ejerskab over for den og så er det meget usandsynligt, at den kan skabe varig fred,” siger Mie Rosdahl.

”Særligt unge og kvinder er vigtige at få med til forhandlingsbordet og er afgørende i processen efter man er blevet enige om en fredsaftale. For når kvinder er inkluderet i fredsprocesser er der 35 procents højere chance for, at aftalen varer mindst 15 år.”