OXFAM ser svagheder i Verdensbankens oplæg til årsrapport for 2018

foto

Verdensbanken


Foto:
Forfatter billede

WDR 2018               

Det er første gang i de næsten 40 år, Verdensbanken har udgivet sin årlige rapport, at uddannelse er valgt som tema. Det er glædeligt – og på høje tid – givet den afgørende betydning, uddannelse har for så godt som alle de andre verdensmål.

Uddannelse var allerede en vigtig del af FNs 2015-udviklingsmål, de såkaldte MDGs, og kvalitetsuddannelse er et af ​​17 verdensmål, som indgår i udviklingsdagsordenen for bæredygtig udvikling frem mod 2030 (SDGs). SDG 4 handler specifikt om at sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring.

Verdensbankens årsrapport er organisationens væsentligste analytiske publikation. Hvert år vælger Verdensbankens præsident et særligt aspekt i forhold til udviklingsproblematikken som tema for rapporten.

Verdensbanken udsendte i januar 2017 en konceptnote, der i kort form præsenterer de hovedproblemstillinger og temaer, som rapporten vil blive bygget op omkring.

WDR 2018 vil analysere betydningen af uddannelse for bekæmpelse af fattigdom og fremme  øget lighed og udvikling. Der vil ikke kun blive set på uddannelsessektoren, men en række andre områder vil også blive inddraget som f.eks. sundhed, sociale forhold, teknologi m.m.

Banken vil i rapporten argumentere for en øget satsning på uddannelse i udviklingslandene, herunder (1) systematisk måling af vidensniveauet og hvordan denne information bruges til at styre investeringer og politikker indenfor uddannelse, (2) bedre anvendelse af den viden, vi har om forbedring af uddannelsesniveauet, herunder også udenfor skolesystemet, og (3) tackling af de tekniske og politiske barrierer i forhold til læring.

Oxfams kommentarer

Oxfam har grebet muligheden for at kommentere på Verdensbankens konceptnote i et indlæg, som er offentliggjort på organisationens hjemmeside den 7. april 2017. I sit indlæg hilser Oxfam rapportens fokus på uddannelse velkommen, men påpeger samtidig en række svagheder i oplægget. Først og fremmest en manglende understregning af nødvendigheden af øget finansiering til uddannelsestiltag. Dernæst den utilstrækkelige fokus på lighed i adgang til uddannelse, herunder kønsmæssige lighed og vigtigheden af at afskaffe krav om betaling for folkeskole undervisning. Oxfam efterlyser ligeledes en belysning af, hvor vigtig den offentlige folkeskole er for opnåelsen af SDG 4 om lige adgang til kvalitetsuddannelse for alle. Og endelig opfordres Verdensbanken til at anvende en bredere, mere holistisk tilgang til måling af uddannelsesindsatserne.

WDR 2018 forventes lanceret i slutningen af 2017 i forbindelse med Verdensbankens årsmøde.