Cph Art Week
“Cph Art Week er Københavns kunstuge og festival for samtidskunst, der organiseres i tæt samarbejde byens udstillingssteder” www.cphartweek.dk
Cruise Classic / Kunstsejlads i kolonialismens efterdønninger blev afholdt i samarbejde mellem Cph Art Week, Udstillinger i Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek – Det Nationale Fotomuseum og Den Sorte Diamant – Det Kgl. Bibliotek.
Arrangementet fandt sted onsdag d. 30. august 2017
En af de sidste augustdage inviterede Cph Art Week og Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, på “Kunstsejlads i kolonialismens efterdønninger”. En eftermiddag, der bød på udstilling i Den Sorte Diamant, på kanalrundfart, et stop ved Overgaden – Institut for Samtidskunst og et glas rom.
Mens Det Kgl. Bibliotek brillerer med sin udstilling “Blinde Vinkler”, så var havnerundfarten, med sine lidt halvhjertede udpegninger af bygninger med mursten, der hører til historien om Danmark som kolonimagt, lidt af et vandet glas rom. Og lydinstallationen “Vestindiske Forestillinger”, der fyldte et helt rum på Overgaden, var knap oplevelsen værd.
Den danske kolonimagts blinde vinkler
Ligesom eftermiddagen i selskab med Cph Art Week startede med det bedste, vil også jeg gøre det. Det Kgl. Biblioteks Nationale Fotomuseum har med udstillingen ‘Blinde vinkler’ på smukkeste vis formået at sætte fokus på, at Danmark ikke var så uskyldig og god en kolonimagt, som vi gerne gør os til.
I år er det hundrede år siden, at vi, Danmark, solgte Dansk Vestindien til USA. Ø-gruppen, der består af St. Thomas, St. Croix og St. Jan, er fortsat under det nordamerikanske flag, og går i dag under navnet De Amerikanske Jomfruøer.
Men selv om både ejerskab og navn er blevet amerikansk, findes der fortsat danske gadenavne på øerne. De vækker minder om dengang, de danske plantageejere lod mere end 120.000 slavegjorte afrikanere arbejde under vold og tvang for deres danske ‘masters’.
Dog er det ikke brugen af de mange slaver – eller transporten og handlen med de afrikanere, “vi” stjal og handlede med, fra vores kolonier på Guldkysten (nu Ghana) – som vi gør mest ud af, når vi fortæller vores historie som kolonimagt.
Tværtimod har vi i Danmark tradition for at præsentere os selv som de gode og sympatiske koloniejere. Især når vi sammenligner os med andre store kolonimagter som f.eks. Frankrig og Spanien. Et glansbillede, der faktisk stammer tilbage fra kolonitiden. For når der dengang blev skrevet beretninger fra De Dansk Vestindiske Øer og taget billeder fra livet på øerne, var det ikke af de tvangsgjorte slaver. Ej heller var det den kendsgerne, at øernes lokalbefolkning var blevet udryddet, der fik liv i fortællingerne.
Fortællingerne fra de gamle kolonier var og er stadig præsentationer af det rolige og smukke liv på plantager i eksotiske omgivelser.
"Sjældent har historietimerne været så lette at nyde"
Skønt vi i dag er begyndt at være vores skyld bevidst, og en del af 100-års fejringen af salget af øerne også er blevet brugt til at sætte fokus på bagsiden af vores tidligere tiders kolonialisering, er der stadig nogle, der hænger fast i traditionen med den melankolske glorificering. Som for eksempel når Bravo Tour i reklamefilm for rejser til De Amerikanske Jomfruøer udtaler:
“Velkommen til de Dansk Vestindiske Øer. Sjældent har historietimerne været så lette at nyde. Og til vinter er det 100 år siden, at øerne blev solgt til USA. Den tidligere danske koloni med (…) danske vejnavne er et paradis på jord.”
Det er disse omstændigheder, som Det Kgl. Biblioteks Nationale Fotomuseum sætter fokus på med udstillingen i rotunden i kælderen af Den Sorte Diamant.
Historietime med kritisk røst
Med en blanding af alt fra gamle fotografier fra livet på de danske kolonier, tegnede kort fra de tre øer, porcelæn med motiver fra kolonierne, som datidens herskab mæskede sig af, Christoffer Columbus’ beretninger fra han først kom til øerne i 1492, til nyproducerede video-installationer og lydfiler fra “Living Archives – What Lies Unspoken”, formår udstillingen at sætte det glorificerede indtryk af Danmark som kolonimagt på hovedet.
Nok vidner de gamle fotografier og det fine porcelæn om fred og idyl i de tropiske kolonier. Men med det trykte udstillingsprogram – eller med de opsatte høretelefoner på hovedet, der afspiller lydfilerne lavet til udstillingen – tilføjes en kritisk (og tilpas oplysende) stemme til det fredelige landskab.
“Forstå det nu, en koloni drevet med herremandens pisk mod 120.000 tvangsgjorte slaver bragt over Atlanten, er hverken idyllisk eller eksotisk. Det er en frygtelig sort plet på vores historie, vi er nødt til at gøre os bevidst”, næsten skriger udstillingen.
Og utroligt nok lader det til fortsat at være nødvendigt. Når Bravo Tours kan slippe afsted med at lave en kampagne som dem, der sælger rejser i forbindelse med 100året for salget af øerne. Det sættes til diskussion, når danske Anne Naya (dansk skuespiller og manuskriptforfatter) i en videoinstallation blandt andet sætter Bravo Tours direktør i stævne og kræver en forklaring.
Protesten
To af udstillingens stærkeste værker er, i hvert fald for denne betragter, Jeanette Ehlers videoer “Black Magic at the White House” og “Whip it Good”. I den sidste pisker kunstneren, iklædt et hvidt klæde og noget, der kunne ligne en blanding af traditionsrig ansigtsmaling og krigsudklædning, et hvidt lærred med sorte trækul.
Ifølge udstillingsprogrammet kan det både ses som udtryk for den vold kolonimagten brugte mod sine slaver, de ar kolonitiden fortsat har efterladt øerne med, og den modstand slaverne gjorde mod kolonimagten.
"Black Magic at the White House" er mindre op til fortolkning. Her danser en næsten usynlig silhouette rundt i statsministerboligen, Marienborg. Til lyden af trommer hentet fra den tidligere koloni tegner det dansende spøgelse symbolet vévé, der i haitiansk voodoo følger med ånden Papa Legba, som åbner døren mellem fortiden og nutiden.
Statsministerboligen er bygget af rigdom skabt af kolonierne. Og af udnyttelse af de 120.000 slavegjorte afrikaners skæbne.
Et glas med vandet rom i kolonitidens tabte paradis
Tilbage til arrangementet i forbindelse med Cph Art Week. Efter en grundig introduktion af Mathias Danbolt, én af de tre kuratorer til udstillingen ‘Blinde Vinkler’, og knapt tyve minutter til at haste gennem udstillingen i Den Sorte Diamants kælder, krøb vi alle ombords på en af de velkendte kanalrundfartsbåde. Her blev vi sejlet forbi Skuespilhuset på venstre hånd og mere vigtigt de pakhuse, der ligger på modsatte side og langs kajen på ydersiden af Christianshavn.
Det er disse mursten, ligesom Marienborgs, der har historie tilbage i kolonitiden. De er skabt af midler tjent fra vores virke som kolonimagt, og med det formål at lagre varer som kaffe, sukker og korn bragt til Danmark fra vores kolonier. Det er muligt, at disse mursten blev nævnt, som vi sejlede forbi, men det var for både mig og dem omkring noget usikkert, hvorhen der egentlig blev peget. Og en historie, det lader tilbage at ønske, at der var blevet fortalt mere om.
Til gengæld blev introduktionen til vores næste stop, lydinstallationen “Vestindiske Forestillinger” på Overgaden, fortalt noget mere detaljeret, som vi sejlede gennem Christianshavns Kanal. Og det var nok gansk på sin plads, for havde jeg ikke fået fortalt, at de højfrekvente lyde, der blev afspillet i et grønt oplyst og tilrøget rum på Instituttet for Samtidskunst, er optaget på De Amerikanske Jomfruøer for at lydliggøre forestillingen om “det tabte paradis”, havde jeg ikke gættet det selv, da jeg stod midt i rummet.
Heller ikke det glas rom, vi skålede “tak for i dag” med, er rigtig værd at skrive hjem om. Nok varmede det på dagen, der blev kaldt årets første efterårsdag. Men nok engang kunne man have ønsket, at der faktisk blev knyttet en anekdote mellem rommen og dens (produktions) betydning i de gamle kolonier. Ikke at jeg tror, at den flaske Captain Morgan, der blev skænket fra, har meget at gøre med De Vestindiske Øer. På den anden side, så havde det nok i dagens kritiske perspektiv måske også været lidt dobbeltmoralsk, om vi drak rom lagret i mere end 100 år gamle tønder.
Når enden er god…
Selvom det her måske skinner igennem, at jeg kunne have ønsket, at der i det arrangement, der var stablet på benene i forbindelse med Cph Art Week, havde været et lidt højere formidlingsniveau – og mere tid til at se “Blinde Vinkler” i dybden (jeg genbesøgte udstillingen dagen efter, for at se den ordentlig) – var tanken bag både god og sympatisk.
Og det heldige er, at selv om artiklen her publiceres mere end en uge efter, at arrangementet er slut, er det ikke for sent at opleve det samme.
“Blinde vinkler” er at finde i Rotunden på Den Sorte Diamant frem til 3. februar næste år, og Jakob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaards lydinstallation på Overgaden kan opleves frem til 22. oktober i år. Og med et vågent øje – og evt. lidt research – kan kolonitidens arkitektoniske levn opleves til fods eller vands med byens kanalrundfart-tilbud. Tilsæt en lommelærke med rom, og programmet fra Cph Art Week er gjort kunsten efter.
