Autohead
Rohit Mittal, Indien
International premiere i 2016
Spilletid: 1 time og 37 minutter
Filmen spiller igen på PIX d. 6. november kl. 19 i Nordisk Film Palads
’Autohead’ udspiller sig i Mumbais forstæder, hvor et fiktivt dokumentarhold, blandt andet spillet af filmens instruktør Rohit Mittel, følger den umiddelbart almindelige rickshawchauffør Narayan. Det skal dog hurtigt vise sig, at Narayan er alt andet end den glade, sindsrolige person, man først introduceres for. Langsomt opstår fornemmelsen af en ustabil person, der har svært ved at finde ro i sig selv. I første omgang er det Narayans fascination af sig selv, der får alarmklokkerne til at ringe: Hvordan han tænker, at alle nu endelig kommer til at høre om ham gennem dokumentaren, samt hans praleri over sine evner inden for seksuelle teknikker,.
En hård hverdag
Kvinder har han ellers ikke meget til overs for. Han omtaler dem som ludere og golddiggers, der kun går op i at blive gift med rige mænd. Denne opfattelse og underliggende frustration bliver sat i relation til kvinden Rupa. De to har tydeligvis en kompliceret historie, der går længere tilbage. Rupa arbejder som escortpige, og Narayan agerer til tider chauffør for hende indimellem sine almindelige kunder Dette forhold er centralt gennem hele filmen og udfordrer vores hovedperson løbende. Man følger hans vej fra betagelse, lidenskab og en oprigtig tro på at de er i et forhold, til eskalerende frustrationer og vrede. Desuden viser det sig, at forståelsen af verden omkring ham funderes i en opslugthed af mainstream bollywood film og udenlandsk porno med storbarmede lyshårede kvinder.
De oplevelserne Narayan er igennem, både som chauffør og privatperson, er uden tvivl med til at skubbe ham ud over kanten. Man ser, hvordan hans kunder behandler ham umenneskeligt og respektløst. I et forsøg på at smigre en kvindelig passagager fortæller han hende, at hun er smuk. Reaktionen er en blanding af angst og væmmelse, og hun insisterer på at blive sat af med det samme.
I et lyskryds stopper en bil op, ud stiger en passager der råber af rickshawen og bander over dens kørsel. Han går direkte over og stikker Narayan en flad – hovedpersonen sidder tilbage i chok og delvis forlegenhed over, at det blev fanget på kamera. Hans mor kommer på uventet besøg og bliver gennem filmen hængende som en evigt nagende karakter, der kun bruger tiden på at klage over, hvordan hendes søns liv er som et dyrs, og at han burde se at gifte sig.
Dokumentarholdets dilemma
I løbet af filmen mærkes det tydeligt, hvordan frustrationerne og desperationen bygger sig op inde i vores hovedperson. Og da en passager, grundet utilfredshed med ruten, hiver Narayan ud af køretøjet, slår ham og kalder ham diverse skældsord, er det dråben der får bægeret til at flyde over. Blodrusen overtager Narayan, og han slår den voldelige passager gentagende gange i hovedet med en kæp, hvorpå han kører væk og efterlader liget uden tegn på empati eller anger.
Alt dette sker, mens dokumentarholdet følger efter rickshawen i en anden bil. De har filmet det hele og er nu i besiddelse af videooptagelser af et impulsivt og koldblodigt mord. Filmholdets beslutning om at fortsætte med at følge og filme Narayan vil i de flestes øjne synes vanvittigt, men spekulationer om at tjene kassen på optagelserne driver dem videre. Det skal vise sig at være en fatal beslutning.
Filmens bagvedliggende sorte og makabre form for humor fungerer godt som en afspejling af Narayans indre psykopati. Dokumentarholdet får et lift med rickshawen, hvor snakken falder på hunde. Narayan erklærer, at han hader hunde og at de slet og ret ikke burde have lov til at leve. Hans reaktion er bevidst at køre en gadehund ned, hvorefter han griner højlydt. Dette gentager sig med et endnu højere grin til følge – som var det en leg eller et spil.
Er lykken i byen?
På trods af filmens lidt skæve form og udfordrende plot griber den fat i nogle spændende tematikker og modsætningsforhold, der findes i et land som Indien. Narayans mors tilstedeværelse er med til at understrege det store fokus på og vigtigheden af at blive gift, samtidig med, at det udstiller et af de store paradokser ved at flytte fra by til land. Narayan kommer fra en lille landsby nær den nepalesiske grænse, men flyttede til Mumbai i jagten på succes og rigdom. Moren stiller dog det centrale spørgsmål: Hvad har han fået ud af at forlade landsbyen? Har han et bedre liv nu, hvor han deler et lille værelse i et slumområde med tre andre mænd, har et elendigt betalt job som rickshaw chauffør, og er ulykkelig forelsket i en escortpige der kun tænker på penge?
Mittals debut fungerer endvidere som en skarp kommentar til nutidens dokumentarfilm. Filmholdet begrunder dokumentaren med et ønske om at videreformidle den gængse fattige indiske mands historie til omverden – men hvad får Narayan ud af det? Når filmholdet forlader ham, står han tilbage i præcis den samme situation som før. Med en følelse som illustreres meget godt med Narayans og filmens afsluttende bemærkning: ”You made my life a joke."
CPH PIX er Danmarks største spillefilmfestival – ikke at forveksle med CPH:DOX, der udelukkende viser dokumentarfilm. Om formålet med festivalen, skriver folkene bag: “Vi eksisterer for at bringe jer film, som I normalt ikke ville have mulighed for at se. For at vise skæve film for de mange og grænsesøgende film for de få. Men mest af alt er vi sat i verden for at overraske dig med film, du ikke anede, du ville elske.” CPH PIX fandt sted første gang i 2009 – i år løber festivalen over 14 dage fra torsdag d.27. oktober til onsdag d.9. november. Gå selv på opdagelse i festivalens program.
