Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
For en del år siden besøgte jeg som journalist en stor dansk udviklingsorganisation i Cambodia. De udenlandske bistandsfolk hjalp med at genskabe veje og broer, rydde miner og producere proteser til mennesker, der havde mistet arme eller ben efter årtiers krige i området. Cambodia havde været en kampzone lige fra franskmændenes Indokinakrig i 1950’erne, amerikanernes Vietnamkrig i 1960’erne, De Røde Khmerers rædselsregimente i 1970’erne og sidst under vietnamesernes militæraktion mod Pol Pots Røde Khmerer i 1979.
Da dagens reportagearbejde var slut, foreslog en af organisationens medarbejdere mig at tage med på natklub. For min egen regning så vidt jeg husker. Det viste sig at være en kanonvarm stripteasebar med bordel bag de snavsede forhæng. Jeg gik så hurtigt, som høfligheden tillod det. Ikke af snerperi, men det havde været en lang og anspændende arbejdsdag, hvor jeg bl.a. havde lært, at man skulle holde sig fra rabatten langs vejsider og broer. Det var der, de fleste landminer lå skjult. Jeg var simpelthen dødtræt og slet ikke oplagt til svedige cambodianske prostituerede og larm langt over smertegrænsen, selv om invitationen til striptease med avec helt klart var en venlig gestus. Jeg var alene, og der var ikke meget anden underholdning i den lille cambodianske provinsby, hvor bistandsfolkene boede.
Haiti
Jeg blev mindet om den uskyldige episode, da den britiske bistandsorganisation Oxfam tidligere i denne måned blev ramt af en regulær shitstorm, fordi nogle af deres medarbejdere havde inviteret gæster til selskaber med prostituerede i Haiti, hvor organisationen udførte hjælpearbejde efter jordskælvet på øen i 2010. For tænk, hvis jeg havde skrevet om invitationen den gang! ’Dansk bistandsorganisation inviterer journalist med på bordel i Cambodia’. Historien ville være ekstra pikant (og salgbar), fordi den pågældende organisation rent faktisk havde kristen tilknytning.
Eller tænk, hvis jeg var set af en anden journalist!
I Cambodia havde det næppe vakt opstandelse, men hvad, hvis det var sket i et muslimsk land? Så kunne det have udviklet sig til en lynende farlig affære om en journalist fra en kristen stat, der havde tage mod en invitation fra en kristen hjælpeorganisation, der kunne tolkes som tilskyndelse til sex med fattige muslimske kvinder.
Det kunne virkelig være gået gruelig galt! Både for mig og mine venlige værtsfolk!
Menneskelig dumhed
Jeg synes fordømmelsen er berettiget, når Oxfam-medarbejdere havde sex med indforskrevne ludere i organisationens bygninger på Haiti, sådan som det fremgår af den nu delvis offentliggjorte rapport fra 2011. At komme som rige bistandsfolk fra en rig organisation og udnytte fattige kvinder seksuelt i et af verdens fattigste lande er groft usmageligt og strider mod alt, hvad en humanitær organisation som Oxfam står for.
Og alligevel kan jeg ikke lade være med at se begivenheden i forhold til det, der ikke skete for mig og den danske organisation i Cambodia år tidligere! Det var dumt af medarbejderen, at invitere en journalist med på natklub (læs: bordel), men det var menneskeligt. Og hvis jeg havde udnyttet invitationen til sex, ville det også have været menneskeligt.
Moralen er, at vi alle sammen er mennesker. Selv om vi arbejder med bistand, har vi alle de svagheder, instinkter, drifter og gode og dårlige hensigter, som mennesker nu en gang har. Mange udsendte er unge enlige og reagerer som unge uden nogen dyb forståelse for de sammenhænge, de fungerer i.
Moralen er også – og især! – at den store Oxfam-sag og min banale sag, der aldrig blev nogen sag, først og fremmest lægger et stort ansvar på organisationernes ledere. Det ansvar kan de reelt aldrig slappe af fra, så længe de arbejder med unge udsendte medarbejdere, der kan fristes til at te sig som overmennesker blandt fattige undermennesker. Eller som bare tilbyder gæstevenskab som de ville gøre hjemme hos sig selv.
Faren for nye Oxfam-sager er der derfor hele tiden. Grænserne for det tilladelige flytter konstant og er forskellige fra sted tilsted. Der vil altid være nogen, der forsøger at hoppe over på den anden side af det forsvarlige. Oxfam og de andre bistandsorganisationers opgave er at reagere – men ikke overreagere – menneskeligt og ansvarligt, både i forhold til deres medarbejdere og især i forhold til de mennesker, de arbejder for.
