Tid: 19/04/2018 19:00 til 22/04/2018 21:00

Sted: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus

Arrangør: N/A

Palæstina Filmdage 2018 (Aarhus)

Palæstina Filmdage arrangeres af Arabisk Dansk KulturHus i samarbejde med Øst for Paradis, Opgang2 og Aarhus Filmværksted, med støtte fra Det Danske Filminstitut, Aarhus Kommune og Palæstina Kulturfond.

Billetpris: 60 kr. hvoraf 5 kr. af billetprisen går til HelpingHand projektet: Fodbold for piger på Vestbredden.

Forfriskninger efter filmene: Dadler, småkager og juice.

Længere nede kan du læse om filmene.

Program

Torsdag d. 19. april kl. 19:00

  • Taler: Rabih Azad-Ahmad, Mufeed M. Shami, Joumana Al Shami
  • Forfilm: Jerusalem film, Joumana Al Shami. Arabisk, eng. undertekster + Jerusalem, Dima Abu Ghoush. Ingen tale.
  • Spillefilm: Wajib (2017), Annemarie Jacir. Arabisk tale, eng. undertekster.

Fredag d. 20. april kl. 19.00

  • Forfilm: Jerusalem film, Joumana Al Shami. Arabisk tale, eng. undertekster + Jerusalem, Dima Abu Ghoush.
  • Spillefilm: Oversized Coat (2013), Nawras Abu Saleh. Arabisk tale, eng. undertekster.

Lørdag d. 21. april kl. 16.30

  • Tale: Wafa Jamil, Søren Marcussen og Chadi Abdul Karim.
  • Dokumentar: Coffee for All Nations (2014), Wafa Jamil. Arabisk tale m. eng. undertekster.
  • Dokumentar: Palæstina 4Ever (2018), Søren Marcussen. Dansk tale .

Søndag d. 22. april kl. 16.30

  • Taler: Yara Porelo. Felipe Roa.
  • Dokumentar: In Between Wars (2016), Yara Porelo. Arabisk tale m. eng. undertekster.
  • Dokumentar: I’m Fine (2017), Felipe Roa. Aarhus Filmværksted. Arabisk tale eng. undertekster.
  • Dokumentar: Speed Sisters (2015), Amber Fares. Arabisk tale m. eng. undertekster.

Beskrivelse af filmene

Wajib

Abu Shadi er midt i tresserne, fraskilt far og skolelærer i Nazareth, og hans datter skal giftes. Sønnen Shadi kommer hjem efter flere år i udlandet. Han skal hjælpe sin far med at dele invitationer ud til brylluppet, personligt til hver gæst som traditionen foreskriver.

Wajib er et far-søn drama, om modsætninger mellem generationer, mellem palæstinensere i udlandet og derhjemme, og mellem at holde på traditionerne og bryde dem. Rollerne som far og søn spilles af skuespillere, der også selv er far og søn, nemlig Mohamad og Saleh Bakri.

Far og søn er efter flere års adskillelse kommet langt fra hinanden. Mens de sammen deler invitationer ud til brylluppet, kommer gamle stridigheder i familien op til overfladen. Samtidig opstår nye spændinger mellem faren, som vil følge traditionen, og sønnen der gennem sine mange år i udlandet har lagt den slags bag sig.

Filmen er prisbelønnet ved internationale filmfestivaler.

Oversized Coat

Filmen beskrives som et mesterværk, der blotlægger palæstinensernes liv i perioden 1987-2011. Historien fortælles gennem palæstinenseren Sami, der som barn vender tilbage til Palæstina med sine forældre. Han er uvidende om, at landet er under besættelse, og han forstår ikke stridighederne med de israelske soldater.

Filmen foregår i perioden med de to intifadaer, fredsforhandlingerne, og oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre. Af noget gammelt tøj laver Sami et palæstinensisk flag, hvilket er forbudt af besættelsesmagten. Siden bliver han en af de oprørske unge mænd, der får problemer med de israelske soldater, hvorved en af hans venner bliver dræbt.

Sami får interesse for journalistik og film, hvorigennem han vil fortælle omverdenen om palæstinensernes liv under besættelsen. Han rejser til Jordan for at arbejde med dette, hvilket fører til problemer med israelerne, der til sidst planlægger at slå ham ihjel.

Coffee for All Nations

I 1948 tvang den israelske hær Abeds familie, og andre i deres landsby ved Betlehem, til at opgive deres hjem. Men Abed ville blive. Han fandt en hule på sin jord, som han indrettede til at bo i, og her åbnede han en kaffebar for alle nationer. Med sin kaffebar ændrede Abed sin egen tragedie til et projekt, der gjorde det muligt for ham at dele med andre sin eneste ejendom: En fantastisk udsigt. Men hvor længe?

Palæstina 4Ever

En poetisk dokumentar af Søren Marcussen om dansk-palæstinensiske Chadi Abdul Karims identitetsrejse, da han i efteråret 2017 drager til Palæstina med den Reumertvindende Opgang2 teaterforestilling 4EVER for at opføre forestillingen på arabisk. Det er en kæmpestor kunstnerisk udfordring for Gellerupdrengen, som professionel skuespiller at opføre 4EVER på arabisk, – et sprog han ikke taler til daglig – og derefter turnere med forestillingen rundt til 6 byer.

Chadi kender ikke landet, men er alligevel stærkt knyttet til det, som efterkommer af palæstinensiske flygtninge. Hvilke tanker og følelser opstår, når han pludselig står i familiens hjemby Akka? Hvordan bliver forestillingen modtaget? Hvad betyder det, at hans mor er med i Palæstina? Og hvad betyder det for hans mor?

PALÆSTINA 4EVER er en film om kunstens væsen og personlige dilemmaer – et identitetsportræt.

Filmen er skabt i et samarbejde med Det Danske Hus I Palæstina – og med et arabisk filmhold.

In Between Wars

Mahmoud Ramadan er palæstinensisk flygtning, fra flygtningestrømmen til Libanon i 1948, som siden flygtede videre til Syrien, efter Israels invasion af Beirut i 1982. Efter angrebene mod de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien måtte disse flygtninge vende tilbage til lejrene i Libanon. Mahmoud længes efter Syrien, tilsvarende hans evige drøm om at vende tilbage til Palæstina.

I’m Fine

Ægteparret Mohamad Rehan og Maryam Eid bor i Al Ama’ri flygtningelejren i Ramallah, med deres børn Sara, Tabarak og Sham. Vi får et indtryk af deres hverdag i lejren, og Mohamad fortæller om sine håb og drømme for sine børns fremtid. Produceret i samarbejde mellem Aarhus Filmværksted og Filmlab Palestine i Ramallah.

Speed Sisters

Palæstinensiske Speed Sisters er det første racerbil-hold udelukkende for kvinder i Mellemøsten. De er dristige. De er frygtløse. De fræser hjulspor over hele Palæstina.

Marah, Betty, Noor, Mona og Maysoon vil vise, at de kan køre racerløb lige så godt som mændene. Det gør de i den barske mands-dominerede racerbil-sport, der er opstået på Vestbredden, trods besættelsens vejspærringer og checkpoints.

Ved sæsonstart er 19-årige Marah regerende mester. Hun er fra en fattig og meget konservativ by og er fast besluttet på at forsvare sin titel. Hendes største konkurrent er Betty, der kommer fra en velhavende og indflydelsesrig familie.

Betty kommer i spidsen efter en tvivlsom dommerafgørelse, og hun bliver fejret med stor medie-opmærksomhed. Så nu er det op til Mara, om hun har viljestyrken til at kæmpe sig tilbage i opgøret.