Peruansk kirke sender missionærer til Colombia

norma_gomez_wiki
Forfatter billede

Den lutherske kirke i Peru besluttede på et møde i juni at sende peruanske missionærer til Colombia i 2019 og 2020 med støtte fra Luthersk Mission i Danmark.

Det sker efter kontakt fra en luthersk præst fra Bogotá i Colombia, som fandt nogle videoer på YouTube med bibelundervisning på spansk. Undervisningen er produceret af den peruanske kirke i samarbejde med Luthersk Mission.

Pastor Harold Arango fra Bogotá med familie.

Den colombianske præst stod helt alene med sin lille hus-menighed. Derfor blev bibelundervisningen på nettet til stor glæde og opmuntring. Den lille menighed i Bogotá har stort fokus på mission og vil gerne nå endnu flere med evangeliet, men har ikke mange resurser. Det vil den lutherske kirke i Peru nu gerne hjælpe dem med.

Kapacitetsopbygning af ung og skrøbelig kirke i Peru

”Vi glæder os over, at den kirke, vi støtter i Peru, når længere ud,” siger missionskonsulent i Luthersk Mission, Kristine Ballantyne.

Den lutherske kirke i Peru er selv en ung og skrøbelig kirke i et land, hvor 80 procent af befolkningen officielt er katolikker og mange er præget af den generelle folkereligiøsitet, som de er opvokset med. Luthersk Mission har haft missionærer i landet siden 1988, og kirken, der blev dannet i midten af 1990’erne, tæller kun godt 1.500 aktive medlemmer.

Kristine Ballantyne ser det som en styrke, at en kirke, som ikke er særlig resursestærk, nu kan gøre noget for andre, og hun tror også, det kan få en positiv effekt indadtil i den peruanske kirke at stå sammen om et missionsprojekt i Colombia.

Luthersk Mission har siden 2013 haft Roar Steffensen ansat til udvikling af videoundervisning til den Lutherske Kirke i Peru, hvor han tidligere har arbejdet. Læs mere om produktionen af videomaterialer her.