Polio update juni 2017 – lige ved og næsten

Forfatter billede

Som tidligere beskrevet på dette sted (artikel af 16/9 16) er kampagnen for at udrydde polio (børnelammelse) tæt på målet.  Og der er behersket optimisme blandt de organisationer som står sammen i Global Polio Eradication Initiative (WHO, Unicef, CDC USA, Rotary International og Bill og Melinda Gates Foundation). Sammen med en række andre partnere – herunder de fleste bilaterale donorer og en række NGO’er, er der blevet investeret rigtigt mange penge i at få alle verdens børn vaccineret mod sygdommen og i at få det overvågnings system, der skal sikre at alle mistænkelige tilfælde opspores og undersøges, til at fungere som en velsmurt maskine.

Tre lande tilbage

Sidste år registreredes 37 tilfælde af sygdommen i kun tre lande: Nigeria, Pakistan og Afghanistan. Siden august 2016 er der ikke fundet poliotilfælde i Nigeria. Til dato er der i år kun fundet 5 tilfælde i hele verden, 2 i Pakistan og 3 i Afghanistan. Det sidste tilfælde blev konstateret i Afghanistan den 21. februar i år, dvs. næsten fire måneder uden polio. Så der er grund til at holde vejret.

Udfordringer

Men ikke alt er rosenrødt. En af de uønskede komplikationer ved anvendelsen af den levende poliovaccine er, at den svækkede virus i sjældne tilfælde muterer og forårsager egentlige polio tilfælde. Såkaldt ”Circulating vaccine derived polio virus” kan forårsage små epidemier der hurtig kan stoppes med vaccinations kampagner i området. I år har der været fire sådanne udbrud.

Derfor er man ved at trappe brugen af oral poliovaccine ud. Det er især type 2 virus (der er tre typer polio virus og vaccinen har indtil nu været rettet mod alle tre typer) som er årsag til denne virkning. Type 2 virus er ikke set siden 1999 så den må anses for udryddet. Man har derfor nu udviklet en vaccine som kun virker mod virus type 1 og 3.

Men på sigt skal man helt udfase den levende poliovaccine og kun bruge vaccine med dræbt virus. Derved elimineres risikoen for polio tilfælde forårsaget af den svækkede vaccine virus. Dette skift er på vej, men der produceres endnu ikke tilstrækkelige mængder vaccine til at dække behovet.

Menneskelige ressourcer

Så slaget er ikke vundet endnu og meget henstår. Herunder bl.a. at sikre at de rigtig mange menneskelige ressourcer, der er indsat til at udrydde polio, og som har masser af erfaringer i at bekæmpe epidemier, bliver benyttet i kampen mod andre smitsomme sygdomme. Dette sker i et betydeligt omfang i dag – f.eks. var polio arbejdere kernen i bekæmpelsen af Ebola epidemien. Det er en af mange arvestykker fra polio udryddelsen, som der skal drages fuldt udbytte af.

Bjørn Melgaard – læge og tidligere chef for WHOs vaccinationsprogram.