Gå til hovedindhold

Mobile menu

Politikere: Regeringen svigter FN med droppet grønt regnskab

VLAK-regeringen har valgt ikke at fortsætte bevilling til det grønne nationalregnskab, men det gør det vanskeligere for Danmark at indfri FN's verdensmål, og det strider imod et andet FN-mål om, at mindst 100 lande skal have et grønt nationalbudget i 2020, mener to fremtrædende danske folketingsmedlemmer. 

Thomas Jazrawi

Det er ikke fremmende for arbejdet med FN’s verdensmål, at den danske regering vil stoppe bevillinger til et grønt nationalregnskab.

Det påpeger Kirsten Brosbøl (S) og Lisbeth Bech Poulsen (SF) i 92-gruppens seneste nyhedsbrev.

I 2014 fik Danmarks Statistik en tre-årig bevilling til at udarbejde et nationalt budget, der omfatter miljø og klima. Det har den nuværende VLAK-regering valgt ikke at fortsætte. Og det er ikke gavnligt for det danske arbejde med at imødekomme FN’s verdensmål, mener Kirsten Brosbøl, som står i spidsen for Folketingets tværfaglige netværk for de globale bæredygtige målsætninger.

"Vi mangler fortsat en analyse af, hvor Danmark reelt er henne i forhold til de enkelte mål og delmål. Hvis vi skal kunne måle fremdriften, har vi brug for at vide, hvor vi er; en gap-analyse, som kan fortælle os, hvor langt vi er fra målstregen”, skriver socialdemokraten.

”Her er data fra det grønne nationalregnskab afgørende. Derfor er det dybt problematisk, at regeringen har valgt at sløjfe bevillingen til Danmarks Statistiks arbejde med dette – særligt når man fremhæver finanslovsforslaget, som det første nogensinde, der tager højde for verdensmålene”; tilføjer hun i det seneste nyhedsbrev fra den grønne NGO-sammenslutning.

Lisbeth Bech Poulsen fra SF argumenterer samme sted for, at det svækker en anden markant FN målsætning.

”Uden det grønne nationalregnskab, modarbejder vi direkte FN’s målsætning om, at mindst 100 lande inden 2020 har grønne nationalregnskaber. Uden regnskabet, ingen vej frem mod frembringelsen af et grønt BNP. Det grønne nationalregnskab er en grundlæggende forudsætning for overgangen til en grøn, bæredygtig omstilling. For vi får, hvad vi måler”, skriver det unge folketingsmedlem.