Tid: 03/10/2016 10:00 til 03/10/2016 10:45

Sted: Frederiksbjerg Skole, Ingerslevs Boulevard 2, Aarhus C

Arrangør: N/A

Præsentation af Børnenes U-landskalender 2016 i Århus

Til stede ved præsentationen er:
Udenrigsminister Kristian Jensen (V)
Vært på ’Ultra Nyt’ Tommy Zwicky
Hele indskolingen (0.-2. klasse) på Frederiksbjerg Skole og deres lærere

Ved pressemødet bliver U-landskalenderen, som Danida og DR i år udgiver sammen for 54. gang, præsenteret for børn på skolen i Aarhus.

Overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2016 går til SOS Børnebyernes arbejde i Dar es Salaam i Tanzania, der er en af Afrikas hurtigst voksende storbyer. Her vokser indbyggertallet hvert år med en kvart million – hvoraf halvdelen er børn.

Det udfordrer skolerne, hvor der i nogle klasser er op imod 200 elever, og pengene fra kalenderen skal være med til at sikre børnene en bedre skolegang.

Udenrigsminister Kristian Jensen deltager i præsentationen af Børnenes U-landskalender og årets projekt, mens DR Ultra-vært Tommy Zwicky fortæller om sit nylige besøg i Tanzania for ’Ultra Nyt’.

Han viser også klip fra kommende optaktsprogrammer på DR Ramasjang og DR Ultra, hvor rejsebamsen Sofus og Sebastian Klein har besøgt det afrikanske land og børnene, som pengene fra årets kalender går til.

På pressemødet vil der være en præsentation af det website og undervisningsmateriale om Tanzania, som danske skoleklasser landet over laver temauger om i efteråret.

I centrum for materialet er årets bog ’Amals Hemmelighed’, som er skrevet af forfatter Henrik Einspor og indtalt som lydbog af Sebastian Klein.