Gå til hovedindhold

Mobile menu

Præsidentvalg i Elfenbenskysten: Risiko for en politisk krise

DEBAT: Det vestafrikanske land risikerer endnu en dyb politisk krise når der søndag gennemføres valg på trods af oppositionens opfordringer til at udskyde det. Valget bliver ikke frit og fair, skriver debattøren, der selv har rødder i landet.

Søndag er der præsidentvalg i Elfenbenskysten på trods af, at de vigtigste oppositionspartier ikke mener, at forholdene for et fair valg er til stedet.

De peger bl.a. på, at valgkommissionen, som står for den praktiske organisering af valget, er styret af den siddende præsident, Alassane Dramane Ouattara, som også er kandidat ved valget og at forfatningsdomstolen, som står for offentliggørelse af valgresultaterne er styret af den siddende præsidents højrehånd.

Desuden anklager de valgkommissionen for at have forfalsket valglisten, så nogle vælgere optræder flere gange og at flere afdøde og ufødte personer også en med på listen.

Endelig er oppositionen utilfreds med, at de øvrige kandidater, bortset fra præsidenten selv, ikke har mulighed for at føre valgkampagne over hele landet, fordi militser kontrolleret af den siddende præsident forhindrer dem i at føre deres kampagner og truer dem på livet. Deres valgplakater bliver fjernet og revet i stykker.

Jeg ved, at dette lyder surrealistiske for de fleste danskere og mange ikke kan forholde sig til den her kendsgerning. Men sådan ser virkeligheden ud i de fleste bananrepublikker i den her verden.

På baggrund af ovenstående har de øvrige kandidater bedt den præsident Ouattara om at udskyde valget og har opfordret til en national dialog for at rette op på forholdene. Men dette har ikke mødt lydhørhed fra præsidentens side.

Derfor har de fleste kandidater besluttet at melde pas til præsidentvalget og har appelleret til boykot, i magtesløshed.

Dags dato har ca. 90 procent af vælgerne ikke hentet deres valgkort, da de har mistet interesse for valget.

Så det er et dybt splittet land, der går til valg på søndag, med risiko for endnu en politisk krise, der kan munde ud i borgerkrig.

Det internationale samfund med FN og Frankrig i spidsen ser til og tier.
Hvad skal der til for at gribe ind og forbygge en krise og dermed forhindre en flygtningestrøm fra det lille Vestafrikanske land til Europa?

Blay-Azu Dali er Cand. Scient.Soc i Internationale Udviklingsstudier og Kommunikation og integrationskonsulent i Holbæk Kommune.