Gå til hovedindhold

Mobile menu

Præsidentvalg på stribe: Valgbølgen ruller i Latinamerika

De kommende måneder vil borgerne i Venezuela, Colombia, Mexico og Brasilien gå til stemmeurnerne. I en række historier tager Globalnyt temperaturen på det politiske klima i Latinamerika. Hvem fører i meningsmålingerne, og hvilke temaer præger valgkampagnerne?
”Nej til sultens diktatur, korruptionen og undertrykkelsen. Ud med Maduro” Demonstrationer mod Maduro-regeringen i Venezuela, marts 2018

”Nej til sultens diktatur, korruptionen og undertrykkelsen. Ud med Maduro” Demonstrationer mod Maduro-regeringen i Venezuela, marts 2018

Voice of America, via Wikimedia Commons

Selvom Venezuela, Colombia, Mexico og Brasilien er fire helt forskellige nationer med forskellige historier og kulturer, er der alligevel flere temaer i valgkampene op til de kommende præsidentvalg, der er gennemgående. Borgerne i alle landene ønsker forandring, udvikling, sikkerhed og gennemsigtighed – og efter årtier med korruption og falske valgløfter er tilliden til de politiske systemer generelt meget lav.

20. maj: Hugo Chávez’ Venezuela

Venezuela har i årevis være et omdiskuteret land, ikke blot i regionen, men globalt. Med kontroversielle metoder og en enorm olieindkomst styrede Hugo Chávez landet fra 1999 til sin død i 2013.

Trods beskyldninger om magtmisbrug, valgsvindel og kontrol af medierne formåede Chávez i flere år at forblive forholdsvis populær. Han blev populær på at løfte store dele af befolkningen ud af fattigdom og skabe offentlige velfærdsinstitutioner. Dog blev Chávez med sin socialistiske tilgang til økonomisk omfordeling og selskabsskatter mere og mere upopulær blandt den velhavende del af befolkningen. Venezuela blev delt op i de såkaldte "chavister" og "anti-chavister".

Nicolas Maduro taler ved højesteretsdomstolen I 2017

Nicolas Maduro taler ved højesteretsdomstolen I 2017


https://www.youtube.com/watch?v=sXJ3qXny5Aw / CC BY 3.0 via Wikimedia Commons

Efter Chávez’ død arvede den nuværende præsident, Nicolás Maduro, hans politik og en skrantende økonomi, men den afdøde præsidents karisma og evner som folketaler fulgte ikke med i pakken. Dette blev benzin på bålet i et allerede kriseramt Venezuela.

Fra oliepenge til sulteepidemi

Fordi Venezuela hovedsageligt har baseret sin økonomi på olieproduktion – i 2017 udgjorde olie 95% af Venezuelas samlede eksport – har landets eksportindtægter været afhængige af den globale oliepris – der i de seneste år er styrtdykket. Chávez og Maduros regeringer blev sårbare overfor de svingende oliepriser, hvilket gjorde det svært at stabilisere økonomien og skabe vækst i landet.

Den økonomiske krise i Venezuela har ramt lokalbefolkningen hårdt. Det er i dag svært at få råd til basale fornødenheder som mad og medicin, og mange venezuelanere sulter. Ifølge nyhedsbureauet AP viser tal fra en national levevilkårsundersøgelse i 2018, at 61% af befolkningen går sultne i seng.

Demonstrationer mod regeringens mediecensur i Venezuela

Demonstrationer mod regeringens mediecensur i Venezuela


FEGO3011 / CC BY-SA 3.0 from Wikimedia Commons

Ballade om valgdato skaber yderligere uro

Siden april sidste år har tusindvis af venezuelanere været på gaden næsten dagligt for at demonstrere mod regeringens håndtering af den økonomiske krise.

Dette, samt sammenbrudte forhandlinger med oppositionen, ledte i første omgang til en lynudskrivning af valg til den 22. april 2018. Denne dato kom som lidt af en overraskelse for oppositionen, da præsidentvalg i Venezuela normalvis ligger i efteråret. Lynvalget udløste ligeledes en bølge af international kritik, da det ansås som en måde for Maduro at snigløbe og tromle en splittet opposition. 

Efter yderligere pres fra blandt andet nabolande som Chile, Argentina, Colombia, Peru og Brasilien, som varslede, at de ville nægte at anerkende valgresultatet, hvis Maduro holdt ved, blev valgdatoen endelig udskudt én måned – til den 20. maj 2018. Oppositionen accepterede datoen, men meddelte samtidig at de kun ville deltage i valget, hvis det bliver åbent og samtidig overvåget af internationale observatører.

Trods dårlig økonomi, daglige demonstrationer og sulteepidemi anses Maduro for at være næsten sikker på at genvinde yderligere seks år på præsidentposten.

Det skyldes til stor del, at Venezuela er havnet i en dyb krise, hvor korruptionens magt får frit spil. Grundet chavisternes påvirkning af medierne er spillereglerne ikke ens for alle landets politikere. Derudover er flere oppositionspolitikere blevet fængslet, nogle er rejst i eksil, og andre har fået forbud mod at stille op.

27. maj: Colombia – fredsforhandlinger og ferieparadis

Colombias historie har siden 1960erne været præget af konflikter mellem regeringen og venstreorienterede guerrilla-grupper som FARC og ELN. For under 15 år siden havde Colombia den højeste mordrate i verden og et meget dårligt ry internationalt.

Der er sket en kæmpe forandring i Colombia – hovedsageligt siden 2002, hvor Álvaro Uribe blev valgt som præsident. Uribe tog militære midler i brug under bekæmpelsen af FARC, hvilket medførte en lang række mord, også på civile.

I 2010 blev landets nuværende præsident, Juan Manuel Santos fra det konservative Partido Social de Unidad Nacional (det Sociale Parti for National Enhed), valgt til præsident. Som tidligere Forsvarsminister fortsatte Santos det høje niveau af militærtilstedeværelse i landet. Dog havde han som mål at komme konflikterne mellem regeringen og FARC til livs gennem dialog og forhandlinger.

Præsident George W. Bush og præsident Álvaro Uribe ved Det Hvide Hus i 2008

Præsident George W. Bush og præsident Álvaro Uribe ved Det Hvide Hus i 2008


Wikimedia Commons

Trods uoverensstemmelser mellem regeringen og guerrilla-gupperne voksede Colombias økonomi og landet kom på verdenskortet – både som investeringseventyr og feriedestination.

Politisk øretæve til FARC

I 2016 indgik den colombianske regering og FARC en historisk fredsaftale. Som led i denne aftale blev FARC omdannet til et politisk parti, og de blev på forhånd lovet 10 af parlamentets 280 pladser.

Ved parlamentsvalget i marts 2018 stillede FARC for første gang op som politisk parti. Men den store tilslutning til højrefløjen gav den tidligere guerilla-gruppe mindre end 0,5% af stemmerne ved valget.

Der kan være flere grunde til dette valgflop. En del af højrefløjens taktik har blandt andet været en skræmmekampagne, hvor man har fremhævet nabolandet Venezuela som eksemplet på, hvad der kan ske, hvis landet bliver trukket for langt ud på venstrefløjen. Derudover kan det været et udtryk for, at konflikten, der har præget landet i mere end et halvt århundrede, har efterladt befolkningen splittet og bekymret for fremtiden.  

USAs Udenrigsminister, John Kerry, mødes med FARC-ledere angående fredsforhandlinger med den Colombianske regering. Havana, Cuba, marts 2016.

USAs Udenrigsminister, John Kerry, mødes med FARC-ledere angående fredsforhandlinger med den Colombianske regering. Havana, Cuba, marts 2016.


U.S. Department of State from United States [Public domain], via Wikimedia Commons.

En voldelig historie spøger ved valget

Ved præsidentvalget i Colombia den 27. maj, står den nuværende præsident Santos’ parti til at blive det femtestørste, mens valgets helt store vindere er spået til at blive højrefløjen med tidligere præsident Uribe i front.

I 2013 oprettede Uribe, sammen med tidligere vicepræsident Francisco Santos Calderón og tidligere finansminister Óscar Iván Zuluaga, det nye højrefløjsparti Centro Democratico (Demokratisk Centrum).

Uribe vil trække tusindvis af personlige stemmer til valget, hovedsageligt fra mange fattige colombianere, der ser ham som en idealistisk frelserfigur. Dette afspejler en generel tendens i Latinamerika, hvor det ofte handler mere om personligheder end partier. Mange borgere husker Uribe som en stærk mand, der forandrede Colombia.

I dag er Colombia i kæmpe udvikling. Udenlandske firmaer investerer i landet og turismen boomer. Men landets voldelige historie rumsterer stadig i baghovedet på mange colombianere, og den usikre fortid påvirker borgernes stemme på fremtiden.

1. juli: Mexico frihandel, vold og korruption

Mexico har ligesom sine naboer mod syd haft en tumultarisk fortid. Udover at kæmpe med bandevold, kriminalitet, kidnapninger og fattigdom har Mexico konstant været involveret i konflikter med deres nabo mod nord, USA. Præsidentvalget vil derfor også få stor betydning for relationerne mellem Mexico og USA samt for de multinationale firmaer, der opererer på begge sider af grænsen.

Mexicos nuværende præsident, Enrique Peña Nieto.

Mexicos nuværende præsident, Enrique Peña Nieto.


Presidencia MX 2012-2018 / CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons

Igennem snesevis af år er Mexico blevet regeret af præsidenter fra de neoliberale partier Partido Revolucionario Institucional, PRI (det Institutionelle Revolutionære Parti) og Partido Acción Nacional, PAN (Partiet National Aktion).

Landets nuværende præsident Enrique Peña Nieto fra PRI blev valgt til posten i 2012. Peña Nieto og hans parti har haft fokus på at pleje NAFTA-aftalen (North American Free Trade Agreement) mellem USA, Canada og Mexico, og har derfor investeret stort i den industrielle sektor samt eksportsektoren. Alt imens Mexico har oplevet markant økonomisk vækst siden 2010, har regeringerne haft mindre fokus på landets generelle udvikling og de enorme sociale udfordringer befolkningen står overfor.

Mexico har i årtier været præget af enorm ulighed, usikkerhed, vold og korruption – og borgerne er trætte af den ene skandale efter den anden. Dette har fostret politiske kandidater i oppositionen, så som menneskerettighedsaktivisten María de Jesús Patricio Martínez, bedre kendt som Marichuy og den venstreorienterede Andres Manuel Lopez.

Nye boller på den mexicanske suppe?

Det spås at valget den 1 juli 2018 vil bane vejen til magten for Manuel Lopez Obrador. Den tidligere borgmester i Mexico City, Lopez Obrador, har i længere tid været førende i meningsmålingerne, og hans politiske støtter mener, at han er manden, der kan konfrontere Mexicos sociale problemer og mindske den allestedsnærværende korruption. 

Tilhængere af PRI og PAN ser derimod Lopez Obrador som en farlig populist, der kan være forstyrrende for Mexicos økonomiske udvikling.

Ligesom højrefløjen i Colombia bruger tilhængere af PRI og PAN også Venezuela som skræmmebillede, for hvad Lopez Obradors planer med Mexico kan munde ud i. Lopez Obradors har to gange tidligere stillet op til præsidentvalg i Mexico.

"Temer - din swimmingpool er fuld af rotter" - demonstrationer mod Michel Temer, São Paulo 2016. De sidste år har mange brasilianere demonstreret mod det politiske system og præsident Temer.

"Temer - din swimmingpool er fuld af rotter" - demonstrationer mod Michel Temer, São Paulo 2016. De sidste år har mange brasilianere demonstreret mod det politiske system og præsident Temer.


Rodrigo Gontijo

7. / 28. Oktober: Brasilien – op og nedgang krydret med politiske kriser

Brasilien har ligesom de andre lande i regionen været domineret af ulighed, fattigdom, kriminalitet og korruption. Men med implementering af reformer og fokus på offentlig velfærd blev Brasilien i 00erne et foregangsland for flere af nabostaterne.

Med Luiz Inácio 'Lula' da Silva i spidsen for Partido dos Trabalhadores, PT (Arbejderpartiet) blev landet samlet. Økonomien voksede samtidig med at arbejdsløsheden og uligheden faldt. I 2010 overleverede Lula fanen til Dilma Rousseff, PT, der blev valgt som Brasiliens første kvindelige præsident.

Trods social og økonomisk fremgang og international anerkendelse vaklede det politiske system i Brasilien dog. Korruption og magtmisbrug har atter resulteret i en række skandaler og stigende mistillid blandt befolkningen.

Den 31. august 2016 blev Dilma afsat som landets leder, og siden har Michel Temer, PMDB, fungeret som Brasiliens præsident.

I efteråret 2017 meddelelte Lula, at han igen ville stille op til præsidentvalg – og meningsmålingerne viste, at han stadig var en meget populær kandidat. Men den 7. april 2018 blev der sandsynligvis sat endegyldigt punktum for Lulas politiske karriere, da han blev anholdt for korruption i Petrobras-sagen.

Jair Bolsonaro - Brasiliens svar på Trump?

Præsidentvalget i Brasilien er delt op i 2 runder, der finder sted den 7. og 28. oktober 2018. Efter Lula blev dømt ude af valgkampen, har Jair Bolsonaro fra Partido Social Liberal (PSL) (det Socialliberale Parti) været i front i meningsmålingerne.

Den kontroversielle Jair Bolsonaro fører i meningsmålingerne i den brasilianske valgkamp.

Den kontroversielle Jair Bolsonaro fører i meningsmålingerne i den brasilianske valgkamp.


Gustavo Lima / Zeca Ribeiro / Agência Brasil / CC BY 3.0 - via Wikimedia Commons

Den meget kontroversielle Bolsonaro formår for alvor at skille vandene i Brasilien. Han er Lula og PTs komplette modsætning. Han har fra sidelinjen tidligere udtalt, at han ser fordele ved militærdiktatur i stil med det, Brasilien oplevede frem til 1985.

Derudover har han tidligere været ude med meget hårde udtalelser om kvinder, sorte, homoseksuelle, udlændinge og Brasiliens oprindelige folk. Men nu er Bolsonaro i centrum, og mange lytter til hans politiske synspunkter og holdninger.

For dele af den brasilianske befolkning repræsenterer Bolsonaro lov og orden. Han er pro våben, pro militær og pro privatisering. Han bliver ifølge flere medier karakteriseret som en Trump-lignende politiker, der svinger om sig med anklager og beskyldninger, når pressen for eksempel stiller spørgsmål ved hans politik og metoder.

Brasilianerne er ligesom deres naboer i Venezuela, Colombia og Mexico trætte af den altoverskyggende korruption, fattigdom og ulighed, der præger landet. Brasilianerne har demonstreret i gaderne i årevis for at vise deres utilfredshed med systemet og for at sætte fokus på ønskerne social velfærd, retfærdighed og sikkerhed.

Gammel vin på nye flasker?

Med de kommende præsidentvalg bliver spørgsmålet, hvorvidt Venezuela, Colombia, Mexico og Brasilien får en leder, der kan sætte det respektive land på ret kurs både økonomisk, politisk og socialt.

Fælles for kandidaterne i valgkampene er, at de skal kæmpe om de mange millioner stemmer, der er at finde blandt de fattigste dele af befolkningen og middelklasserne.

Spørgsmålet er, om en politisk højre- eller venstredrejning opfattes som den mest holdbare løsning blandt befolkningerne. Vil højrefløjenes skræmmekampanger om den kritiske situation i Venezuela påvirke, hvor krydset sættes på valgdagen?