Problemet med vækst og klimaforandringer

the-greenhouse-effect-warming-climate-global-warming-3255880_maxpixel
Ane Nordentoft

12. september 2018

Fortsat opvarmning, og det er for sent. Den i Paris aftalte grænse for opvarmning gennem CO2 på 2°C kan højst sandsynlig ikke overholdes uden også at omstille vores produktions- og forbrugsmønstre. Den globale økonomi bliver nødt til at omstille sig for at undgå, at grænsen overskrides. Den er imidlertid ved at løbe løbsk med sit fokus på grænseløs vækst (= ødelæggende opvarmning).

Vi skal derfor et spadestik dybere og levere en gennemgribende diskussion af det forbrugersamfund, vi lever i, og generobre drømmen om det fælles gode.

Grænser for vækst

Det er, siger den kendte miljøøkonom professor Tim Jackson, dybt ubehageligt. Men farlige klimaændringer er tættere på end nogensinde før. Selv om den kom sent på banen, kan klimaet vise sig at være vores redning, den ultimative påmindelse om grænser, grænser for vækst.

Vækst indebærer nemlig fortsat forbrug og dermed øget produktion og udledning af den skadelige CO2.

Det er en udbredt illusion, når vi antager, at vores forbrug kan forbliver uberørt, og vi kan fortsætte vores livsstil uændret. Det modsatte er tilfældet. Kun ved at sætte forbruget ned, genbruget op og det fælles gode (fritiden, familien og de sociale relationer) i højsædet og gå over til en kortere arbejdsuge, får arbejdspladserne og produktionen også en eller to fridage og dermed klimaopvarmes der mindre.

Kun sådan kan CO2 grænsen overholdes, og vi får lykkeligere (sundere og mere afbalancerede) mennesker. Det er, hvad grøn omstilling i sin helhed betyder, ikke blot udfasningen af brugen af fossile brændstoffer til fordel for vedvarende energi. En total ændring af vores indstilling til vækst er påkrævet.

Aflad for synd

Grøn omstilling er derfor ikke blot et tiltag men indebærer en gennemgribende omstilling af vores vækst-og forbrugsmønstre. Der er nemlig grænser for økonomisk vækst. Grunden til vores kollektive blindhed om grænsen, der er nær, skyldes at vi har vænnet os til tanken (er blevet indoktrineret), at den moderne økonomi kommer før mennesket og kræver vedvarende økonomisk vækst for at bevare sin stabilitet. Det er der umiddelbart noget om. Men samtidig stiller planeten, drømmen om velstand uden økonomisk vækst og mennesker spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af en forsat vækstorientering.

”Grøn omstilling” er et af tidens store mantraer, som vi og politikere, ude efter vores stemmer, fremsiger i en tro på derved at kunne få aflad for de synder, vi begår. Vores store synd er at styre uden om en grundlæggende diskussion af det samfund, vi lever i, og opgive at gøre det bedre. Vi skal et spadestik dybere og tænke samfund på en anden måde.

Globalisering vs protektionisme

Kritikken, engang helt fremme i folks bevidsthed, er forstummet. En anderledes måde at tænke samfund og søge forklaringer på, er ikke in i dag. Christiania, kollektivbevægelsen, græsrods- og fredsbevægelser startede jo i bund og grund som forsøg på at sætte mennesket i centrum og kritisere den ”terror”, som markedstænkning og forbrug udøver på os mennesker og vores planet.

NATO og dens fokus på nedrustning og fred – en fremherskende tanke i 1970’erne – er opgivet til fordel for destruktiv oprustning og dårligt gennemtænkte østudvidelser. Hvad med at Vesten og vestlig kultur først tager et grundigt blik i spejlet?

Troen på markedet og globalisering, hvad enten den udtrykker sig som frihandel eller protektionisme (Trumps tilgang), så er facit det samme: uligheder og kløften mellem rige og fattige vokser. Mennesket og dets velvære (velstand uden al den vækst) er ikke til at få øje på . Vi er ved at løbe af sporet.

Tilbage står et egoistisk og narcissistisk forbrug og dertilhørende livsstil samt tabet af en moden holdning og respekt for planeten, mennesket og andre end os selv. Det er det, kærlighed (modenhed og respekt) egentlig går ud på. I den forbindelse kan man passende genlæse den kendte filosof og psykoanalytiker Erich Fromm og dennes ”Kunsten at elske” fra 1956.

Forbrugerismen definerer håbet om frihed

Vi har akut brug for en klarere vision, modigere politiske beslutninger og en skarp strategi for at konfrontere dilemmaet om nådesløs og utrættelig vækst, der truer de økosystemer vi er afhængige af for vores overlevelse på længere sigt. Et system, hvor mennesker og samfund trives fordi de er i balance og lever inden for planetens økologiske, klima- og ressourcemæssige grænser, og hvor vækst ikke er det ultimative middel for udviklingen, er inden for rækkevidde hvis blot vi tør gentænke det samfund, vi lever i.

En bredere definition af vores liv er påkrævet, ikke den dikteret af snævre økonomiske betragtninger og en selvbedragerisk tro på vækst og forbrug.

Jo mindre mennesker har tilfælles, jo større bliver ulighederne, og jo mere magtfuld bliver den økonomiske tanke og forbrugerismen, som definerer vores håb om frihed – somme tider endda udødelighed. Mindre vækst er derimod, som sagt, lig med mere tid til at komme hinanden ved, færre uligheder, større respekt for planeten, og dermed varig velstand og virkelig frihed.

Ud over at kunne ernære os selv og have et tag over hovedet består velstand i vores evne til at deltage i samfundslivet, i vores fornemmelse af at have et fælles mål og en mening med livet og i vores evne til at drømme. Vi er blevet så vant til at realisere disse mål og drømme på materiel vis. Med tiden har vi tabt koncentrationen om den velstand og frihed (den ikke-materielle), vi søgte i første omgang.

Bernhard Bierlich er PhD (Cambridge)