Radikal med internationalt tilsnit

Forfatter billede

Fødselaren er søn af tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen, barnebarn af Kristen Helveg Petersen, der var dette lands første “u-landsminister”, og bror til Morten Helveg Petersen, som er radikalt medlem af Europa-parlamentet – så han indgår i familiedynastiet, der i fire årtier har stillet med folketingsmedlemmer.

Og Rasmus Helveg Petersen vil gerne genstarte sin politiske karriere ved næste folketingsvalg, hvor han stiller op i Fyns Storkreds og Langelands-Kredsen, hvoraf den sidste ganske vist ikke har givet valg til en radikal politiker i 50 år.

I denne kreds er han især kendt for sit u-landsengagement, dels fra sin tid som strategisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, sin ansættelse som kommunikationschef i Verdensnaturfonden og sine 74 dage som udviklingsminister efter partifællen Christian Friis Bachs dramatiske farvel i november 2013.

Da SF trådte ud af regeringen i foråret 2014 blev han klima-, energi- og bygningsminister, mens socialdemokraten Mogens Jensen overtog den sammenlagte post som handels- og udviklingsminister.

Senere er han vendt tilbage til det danske u-landsmiljø som direktør for Institut for Flerpartisamarbejde, der satser på at koble danske politiske partier sammen med relevante partnere i Den 3. Verden.

Se også denne artikel i Globalnyt

Privat bor Rasmus Helveg i Københavns Nordvestkvarter, er gift med seniorkonsulent Helle Bruun og har to sønner, nemlig Albert og August på henholdsvis 18 og 16.