Rambøll med nyt rekordresultat og stærk ordrebog

ccby-uggboy_2
Forfatter billede

Rambøll Gruppen leverede endnu en gang et stærkt resultat i 2017. Driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) steg med 2,8% til 618,9 millioner kroner – det højeste i Rambølls historie – og driftsmarginalen steg til 5,8%. Organisk vækst udgjorde 2,8%. Ordrebogen var ved årets slutning på 5,6 milliarder kroner sammenlignet med 4,8 milliarder kroner ved udgangen af 2016.

“2017 blev endnu et succesfuldt år for Rambøll”, siger koncernchef Jens-Peter Saul. “Alle forretningsenheder leverede et overskud og de fleste forbedrede deres operationelle performance i forhold til sidste år. Vi har især set gode resultater i USA og i Norden, hvor Finland og Sverige leverede de bedste resultater nogensinde.”

”Vores forretning i Mellemøsten og Asien har gennemført en vellykket turnaround og er nu ved at blive lige så lønsom som resten af koncernen. Vores forretningsenhed for Energi leverede et resultat i tråd med forventningerne, men dog ikke så stærkt, som vi har set i de foregående år. Olie & Gas forretningen leverede et godt resultat i et stadig udfordrende marked. De foranstaltninger vi tog efter olie- og gasmarkedets dyk i 2015-2016 har haft en positiv effekt, så vores Olie & Gas forretning nu igen er en af de mest lønsomme i Rambøll.”

”I lyset af de gode resultater for 2017 og en 17% større ordrebog i forhold til sidste år forventer jeg større organisk vækst i 2018,” siger Jens-Peter Saul.

Fart på digital innovation

Med det stærke resultat for 2017 sætter Rambøll nu fokus på vækst og investerer i innovation og digitalisering, som er hovedprioriteter i koncernens 2020-strategi Winning Together.

“Vi ønsker at være i front af den digitale udvikling og skabe værdi for vores kunder gennem fremsynet innovation. Digitalisering og innovation skal integreres fuldt ud i den daglige drift af virksomheden ved både at ændre den måde, vi arbejder på, og den rådgivning vi yder til vores kunder. Vi sætter damp under digital innovation i virksomheden og har hentet en ny Group Chief Innovation Officer til koncernledelsen til at drive forandringen,” siger Jens-Peter Saul.

Specialiserede ydelser som vækstmotor

Til at drive væksten og styrke specialiseringen har Rambøll udvalgt og udviklet en række Spearhead services. De er globale fokusydelser som højhusbyggeri, store broer og tunneler og smart mobilitet, der er målrettet specifikke kunde- og markedssegmenter, og som skal sikre, at Rambøll kan tilbyde avancerede løsninger internationalt og på markeder, hvor virksomheden allerede har en stærk tilstedeværelse.

“Vi har udvalgt Spearhead services for at styrke Rambølls specialisering på visse områder samtidig med, at vi bevarer vores brede, tværfaglige kompetenceprofil og holistiske services. De er vores vækstmotor, og det glæder mig at se, at de allerede har fået en god start,” siger Jens-Peter Saul.

De udvalgte ydelser er del af en ny operating model og matrixorganisation, der skal øge omsætning og indtjening i koncernen og styrke samarbejdet globalt.

“Vi vinder, når vi arbejder sammen på tværs af lande og markeder,” siger Jens-Peter Saul. “Vores nye matrixorganisation bryder de gamle siloer ned og har til formål at skabe øget vækst ved at udnytte vores samlede styrke globalt og skabe synergier på tværs af vores portefølje.”

Globale signaturprojekter

Rambølls styrkede konkurrenceevne ses allerede i antallet af højt profilerede projekter vundet i 2017, som involverer eksperter på tværs af lande og fagdiscipliner.

I Danmark er Rambøll valgt som ingeniørrådgiver på et 300 meter højhus, der bliver Vesteuropas højeste bygning.

I Norge skal Rambøll som en del Team URBIS være med til at udforme landets nye regeringskvarter i Oslo.

I Finland har Rambøll vundet en stor kontrakt på designet af den 25 km lange Jokeri letbane mellem Helsinki og Espoo, som forventes at transportere mere end 100.000 passagerer dagligt inden 2040.

I England hjælper Rambøll med at forandre jernbanenettet ved at introducere digital teknologi til automatisk togkontrol og -styring – et tværindustrielt initiativ, der skal understøtte den bæredygtige vækst af Storbritanniens jernbaneinfrastruktur gennem en øget udbredelse af digitale teknologier.

I Abu Dhabi er Rambøll valgt som totalrådgiver på opførelsen af bolig- og erhvervsbyggeri i et nyt byområde på 18 hektar med totalt 250.000 m2 byggeri bestående af hoteller, boliger, kontorlokaler og detailhandel.

I Amerika er Rambøll blevet valgt af Brasiliens føderale offentlige ministerium til at overvåge oprensningen af Rio Doce Basin efter sammenbruddet af en dæmning i 2015, der forårsagede frigivelse af forurenet vand i vandløbsområdet.

I Singapore har Rambøll vundet kontrakten på design og implementering af verdens største affaldsforbrændingsanlæg, som vil beskæftige eksperter i Singapore og Danmark i løbet af de næste ti år.