Rambøll ser frem mod nyt rekordår

ramboell
Forfatter billede

Rambøll opnåede en omsætning på 5.680 millioner kroner, som er en anelse højere end første halvår af 2017. Organisk vækst udgjorde 7,1 % sammenlignet med 0,5 % i samme periode sidste år.

Driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) på 275 millioner kroner var en anelse lavere end første halvår af 2017 hovedsageligt på grund af kursændringer og færre arbejdsdage i forhold til sidste år, hvilket gav en driftsmarginal på 4,8 % sammenlignet med 5,1 % i samme periode sidste år. Resultat før skat var 205 millioner kroner sammenlignet med 183 millioner kroner i samme periode i 2017. Ordrebogen var ved halvårets slutning på 6,6 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 17 % sammenlignet med udgangen af 2017 (5,6 milliarder kroner). Gennem det sidste år er Rambøll vokset med yderligere 700 medarbejdere og har nu mere end 14.000 medarbejdere globalt.

“Resultatet for første halvår af 2018 bekræfter os i, at de strategiske initiativer og vækstforanstaltninger, vi har sat i søen, bærer frugt,” siger Rambølls koncernchef, Jens-Peter Saul. ”Vi har opnået en stærk organisk vækst med stor vækst i USA, Storbritannien, Mellemøsten og Asien og i vores internationale forretningsenhed for Miljø. Vi har også set øget organisk vækst i Norge, mens vi er ramt af færre offentlige investeringer i transport og energi i Danmark.”

“Vi vil fortsætte med vores strategiske prioriteter for 2020 for at sikre, at Rambøll er i front på den digitale udvikling og skaber værdi for vores kunder gennem innovation og digitalisering. Vi vil også fortsat fokusere på vores udvalgte, globale Spearhead services som en vækstmotor, der allerede har fået en god start”.

“Vi øger konstant vores ordrebog, og vi forventer, at vi vil slutte 2018 med en stærk vækst og et driftsresultat på niveau med sidste år”, siger Jens-Peter Saul.

Store projekter på verdensplan

På tværs af alle markeder sikrede Rambøll sig en række inspirerende, højt profilerede projekter rundt om i verden.

I USA har Rambøll sammen med andre danske virksomheder netop underskrevet en samarbejdsaftale med topuniversitetet Stanford University, der skal videreudvikle de danske vandteknologiske løsninger og bruge dem i Californiens nye grundvandsprogram.

Californien har i de seneste år oplevet problemer med grundvandsforurening og faldende grundvandsniveauer, som skyldes længerevarende tørke og en boomende landbrugsindustri, som særligt i tørre år trækker hårdt på grundvandet.

Et af projektets fokusområder er at kortlægge det californiske grundvand med en kombination af systematiske helikopteroverflyvninger og detaljeret kortlægning af undergrunden for at håndtere grundvandsressourcerne på en mere effektiv og bæredygtig måde.

I Danmark vandt Rambøll konkurrencen om at designe og opføre Danmarks højeste boligbyggeri på Aarhus Ø. Ikonbyggeriet kræver ingeniørfaglige kompetencer ud over det sædvanlige blandt andet på grund af den lerede undergrund i Aarhus havn, og da bygningens stabiliserende kerne skal være så slank som overhovedet muligt for ikke at optage boligareal. Rambølls udenlandske højhusspecialister har derfor været en afgørende faktor for at lande opgaven.

I Indien vandt Rambøll en stor opgave med at detailprojektere og føre tilsyn under anlægsfasen af Indiens længste bro over vand. Mumbai Trans Harbour Link, der skal forbinde Mumbai med satellitbyen Navi Mumbai, bliver en seksbanet motorvej med to nødspor og en længde på 21,8 kilometer. Den nye bro, som forventes at stå færdig inden udgangen af 2022, er et afgørende led i at fremme vækst i Indien og give adgang til nye jobmuligheder og boliger for hundredtusindvis af indere i Navi Mumbai, som er under kraftig udvikling.

På Cypern skal Rambøll på kraftværket i Vasilikos rådgive om opgradering af røggasrensningsanlæggene, ny infrastruktur til naturgas og konvertering af kedlerne fra drift på svær fyringsolie til naturgas. Kraftværket, som er det største i Cypern og består af fem kraftværksenheder, skal gennemgå en gennemgribende renovering med henblik på at reducere miljøpåvirkningen og forberedes til konvertering til naturgas som led i Cyperns planer om at introducere naturgas i energimixet.