Gå til hovedindhold

Mobile menu

Rambøll skal undersøge mulighed for ny havn i Bangladesh

Chittagong er den anden største by i Bangladesh og en vigtig havneby i landet. Nu ønsker byen en ny havn, men forholdene er vanskelige. Rambøll skal undersøge mulighederne, skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Chittagong er den andenstørste by i Bangladesh og en vigtig havneby

Chittagong er den andenstørste by i Bangladesh og en vigtig havneby

CC BY ADB

Sammen med lokale og internationale partnere, skal Rambøll udføre miljøberegninger og planlægning af opførelsen af en ny havn.

Havnen bliver et vigtigt knudepunkt for økonomisk vækst i byen Mirasari nord for Chittagong i Bangladesh. Havnen skal blandt andet være med til at tiltrække mere industri, samt bidrage til øget beskæftigelse, produktion og eksport.

Projektet omfatter en lang række miljømæssige, trafikale og økonomiske beregninger, samt drifts- og planlægningsdesign af både kaj og moler.

Udfordrende placering

Ifølge Ralph Bjørndal, projektdirektør i Rambølls internationale transportdivision, er en af projektets største udfordringer havnens placering:

”Eftersom området oprindeligt er en flodslette, er forekomsten af sediment stor. Det betyder, at en stor del af vores undersøgelser og beregninger også skal omfatte en detaljeret analyse af kysthydraulikken - herunder sediment, som ledes op i floddeltaet og Feni-Mirasari floden, ” tilføjer han. 

Området lider desuden under barske vejrforhold, hvor specielt cykloner udgør en stor trussel langs kysterne i sommermånederne. ”Det stiller blandt andet store krav til infrastrukturen og betyder, at havn og marinestrukturer skal designes til at kunne forhindre oversvømmelser og modstå alvorlige vejrskader”.

Rambølls mange års erfaring med kystsikring i Danmark og Nordeuropa har spillet afgørende rolle i udbudsprocessen, hvor 28 virksomheder deltog.  Projektets første fase løber op i en værdi af 1,5 millioner Euro eller 11 mio. kr.