Red Barnet: Ansvarlige for overgreb i Myanmar skal retsforfølges

640px-kutupalong_refugee_camp_john_owens-voa
Kutupalong flygtningelejren i Cox' Bazar, Bangladesh.
Foto: VOA (arkiv/CC)
Laurits Holdt

I slutningen af august offentliggjorde FN en rapport om situationen for den muslimske rohingya-befolkning i Myanmar og de overgreb, der førte til at 700.000 af dem flygtede til nabolandet Bangladesh.

Eksperterne fra FN konkluderer i deres rapport, at der er blevet begået alvorlige krigsforbrydelser mod befolkningsgruppen. Rapporten opfordrer til, at der rejses sager mod medlemmer af Myanmars militær ved den internationale straffedomstol.

Læs mere om rapporten: FN: Myanmars militære ledere bør efterforskes for folkedrab (27.08.2018) 

Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm har netop besøgt verdens største flygtningelejr i Cox’s Bazar, Bangladesh, hvor der nu bor ca. én million flygtede rohingyaer. 

”Uhyggeligt mange af de børn, jeg mødte i lejren, har oplevet uhyrligheder, som de må leve videre med som åbne sår. For at disse børn og deres forældre kan finde ro, er det helt nødvendigt, at gerningsmændene bliver fundet og retsforfulgt for deres ugerninger, så der kan blive skabt en eller anden form for retfærdighed oven på de forbrydelser mod menneskeheden, som har fundet sted,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Red Barnet peger samtidig på, at der er et massivt behov for, at det internationale samfund støtter op om Bangladesh, så der bliver fundet mere holdbare og værdige løsninger for de mange flygtninge. 

”Bangladesh har brug for hjælp i denne desperate situation. Lige nu kan de mange børn i lejren for eksempel ikke komme i skole og få chancen for at udvikle sig i trygge omgivelser. Vi ved, at en flygtning typisk sidder mindst 17 år i en lejr. Det er en hel barndom. Vi risikerer, at en hel generation af en hel befolkning bliver ladt i stikken,” siger Jonas Keiding Lindholm. 

I næste uge deltager Jonas Keiding Lindholm i FN’s Generalforsamling i New York for netop at sætte fokus på behovet for skolegang til børn på flugt.

Rohingya-krisen et år efter

Den 25. august regnes for årsdagen for de bestialske overgreb sidste år. I dag bor 1 million mennesker i Cox’s Bazar – halvdelen er børn. 

Lige nu lever over 6.000 uledsagede børn i Cox’s Bazar. Hver dag risikerer de at blive udsat for overgreb og andre former for udnyttelse. 

Red Barnet har i løbet af det seneste år etableret næsten 100 områder, hvor næsten 40.000 børn kan få beskyttelse, modtage undervisning, sikres god ernæring og få psykosocial støtte efter de brutale oplevelser.

Siden august 2017 er omfanget af underernærede børn under fem år faldet fra 25 til 15 procent. Mange børn er dog fortsat akut fare og har behov for intensiv hjælp.