Red Barnet: Mosuls børn er ekstremt mentalt mærkede af brutal krig

mosul_mstyslav_chernov
Forfatter billede

Børnene fra den irakiske by Mosul er dybt mærkede af en hverdag med ekstrem vold på grund af kampene mellem irakiske specialstyrker og den yderliggående, militante gruppe Islamisk Stat (ISIS).

Det viser en ny undersøgelse fra Red Barnet, som er baseret på fokusgruppesamtaler med 65 børn i en lejr for internt fordrevne syd for Mosul. Her tager Red Barnet imod børnene og deres familier og tilbyder husly, mad, vand, medicin og psykologisk støtte.

Har set familiemedlemmer blive dræbt

Tabet af nær familie og pårørende er den største årsag til børnenes frygt og smerte. 90 procent af dem har mistet mindst et nært familiemedlem i konflikten.

Børnene fortæller, at de har overværet familiemedlemmer blive dræbt foran dem, at de har set døde kroppe og blod i gaderne, og at de har oplevet bomber, der har ødelagt deres hjem.

De fortæller om familiemedlemmer, der er blevet skudt af snigskytter, sprængt i luften af landminer eller ramt af eksplosive våben under deres flugt.

Den brutale vold har konsekvenser for børns mentale tilstand

Børnene kan hjælpes med rettidig indsats

De ekstreme grader af vold og afsavn har givet tydelige tegn på toksisk stress hos samtlige af de interviewede børn. Det er den farligste form for stressreaktion, da sindet er i en konstant kæmp-eller-flygt-tilstand.

Med den rette hjælp vil de fleste børn med tiden blive i stand til at genopbygge et normalt liv. Red Barnet advarer dog om, at børnene fra Mosul er i fare for at blive efterladt med livslange skader, hvis den psykologiske støtte ikke snart bliver forstærket.