Restaurantgæster skudt ned i Burkina Faso

splendidhotel
Splendid hotel, der i 2016 blev angrebet af islamistiske terrorister, ligger blot 200 meter fra restauranten, der blev angrebet søndag aften.
Foto: Zenman (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

18 personer blev dræbt da bevæbnede personer søndag aften angreb en restaurant i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. Det rapporterer BBC.

Kort efter kl. 21 lokal tid åbnede et antal bevæbnede personer ild mod gæsterne udenfor restauranten Aziz Istanbul på Kwame Nkrumah avenuen, der er en central gade i byen.

Ifølge myndighederne blev yderligere 20 gæster såret ved angrebet og mindst to af angriberne blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne. Det er endnu uklart om de to er medregnet i det samlede dødstal.

I januar 2016 blev 30 personer dræbt i et lignende angreb på hotel Splendid og restaurant Cappuccino på samme gade. Gruppen AQIM, Al-Qaeda i islamisk Maghreb, tog ansvaret for angrebet.

Burkina Faso  har i de seneste år oplevet flere angreb  og kidnapninger fra militante islamisters side. I marts i år blev to politiposter angrebet, hvorved tre personer blev dræbt og samme måned blev to personer kidnappet og en skole sat i brand. I december 2016 blev 12 soldayter dræbt under et angreb i landets nordlige del nær grænsen til Mali.