Gå til hovedindhold

Mobile menu

Roskilde Festival: Urgammelt afrikansk ritual lærer os at give slip 

I nat spillede Ifriqiyya Électriques på en dampende Gloria-scene på Roskilde Festivalen. Globalnyt har talt med François Cambuzat, der er manden bag projektet.
Ifriqiyya Électriques.

Ifriqiyya Électriques.

Ifriqiyya Électriques - pressefoto.

Franske François Cambuzat har sammen med bassisten Gianna Greco skabt et fascinerende projekt kaldet Ifriqiyya Électrique. Projektet fusionerer Banga-musik, som er et ur-gammelt helbredende ritual fra den tunesiske del af Sahara ørkenen, med nye elektroniske toner, og resultatet er spændende trance-inducerende rytmer og recitationer i samspil med stærke dokumentariske billeder i baggrunden.

Det er et kulturelt eventyr, der hverken har geografiske eller tidslige grænser, og som har et stærkt visuelt og dokumentarisk indhold. 

François Cambuzat ønsker ikke selv at blive defineret af genrer. Han eksperimenterer med alt fra rock, jazz, punk og techno og er en form for musikforsker, som altid har været interesseret i det spirituelle aspekt af musik:

”Jeg er ikke religiøs, men jeg kan godt lide det spirituelle aspekt af musikken og jeg tror, at det vi gør, om det er i rockmusik, i techno eller hvad end det er vi laver, så er er det samme. Vi forsøger at heale os selv, det er terapi. Det er meget konkret for de her mennesker. Og jeg er meget optaget af at lære det. Hvad det er de gør.”

Musik, der helbreder

Grundstenene til Ifriqiyya Électrique blev lagt, da François Cambuzat turnerede i Asien for fem år siden. Her blev han introduceret til shamanismen i Xinjiang, som er den vestligste provins i Kina, hvor det etniske flertal er uighur, der er muslimer. 

François Cambuzat endte med at tilbringe halvandet år i Xinjiang, hvor han deltog i de shamanistiske ritualer og optog dem på film. Desværre bliver uighurerne forfulgt i deres hjemland, og de må derfor ikke rejse til udlandet, og François Cambuzat havde derfor ikke mulighed for at bringe musikerne uden for Kina, men der kom alligevel spændende musik ud af det. 

Se for eksempel denne video (artiklen fortsætter under videoen):

Da François Cambuzat kom tilbage til Europa var han stadig meget grebet af det, han havde oplevet: 

”Det, der er fascinerende, er, at musik for de her folk ikke har noget med underholdning at gøre, som musik ofte har i dag. Derimod handler det om at være sammen og om at blive healet og om at give slip.”

Tre år i ørkenen

Skæbnen ville det sådan, at det franske institut i Tunesien tilfældigt hørte om François Cambuzats studier i Xinjiang og tilbød ham muligheden for at lave den samme type forskning i Tunesien. 

Da François Cambuzat kom til Tunesien, fik han først kontakt med Stambeli-folkets ritualer, som ligner Banga-folkets bortset fra, at Stambeli-folket ikke bor i ørkenen, men i byer. Men François Cambuzat blev ikke for alvor fanget af det, han oplevede, men fandt Stambeli-ritualet utroværdigt og mere et decideret turist-fænomen.

Først da han blev introduceret til Banga-folket, fandt han det, han ledte efter:

”Jeg drømte aldrig om at komme ind på den såkaldte verdensmusikscene, og selvfølgelig kan jeg godt lide at være her, men jeg har altid fundet den meget konventionel. Og det, vi laver, er ikke det fine postkort for det orientalske, som det store publikum kan lide – noget, der viser, at folk her er super søde og gæstfri og inviterer alle på couscous. Det her er råt. Og det er voldsomt. Men det er realiteten.”

Nej tak til bullshit

For François Cambuzat handler det om, hvad du giver. Hvorfor er du på scenen? Hvad har du at give? Hvis du kun er der på grund af dit ego, så er det ”bullshit”. Og dér kan vi lære noget af Banga-folket: 

”Kultur for de her mennesker er socialt værdifuldt. Jeg tror, de har meget mere kultur end os, og at kultur kan hjælpe os til at leve bedre. Der er ikke nogen business omkring kultur for de her mennesker, og det er særligt. Selvfølgelig er det fedt at leve af sin kunst, og derfor har man brug for forretningsdelen, men på den anden side, så… ja, så fornemmer jeg, at de er gladere.”

Dokumentarisk musik - en helhedsoplevelse

I tre år arbejdede François Cambuzat sammen med Banga-folket, deltog i deres ritualer, skød mere end 400 timer på film og lagde elektroniske rytmer ind over: 

”Det en speciel måde at komponere musik på, for alt er originalt; hvis du tager de rytmer fra, som vi har lagt ind over, er alt originalt og går meget langt tilbage. For at lære af dem er jeg nødt til at gøre præcis, hvad de gør. Jeg var også nødt til at komme helt tæt på dem.”

Resultatet af Cambuzats arbejde er en "concert-road-movie" og albummet med titlen Rûwâhîne, der er udgivet af Glitterbeat Records. Nå ja, og så er Ifriqiyya Électrique på verdensturné og gæstede som sagt Gloria-scenen i nat.

Når Ifriqiyya Électrique optræder er det med François Cambuzat på elguitar og Gianna Greco på bas, samt tre mænd fra Banga-folket, der spiller forskellige instrumenter, synger og danser. I baggrunden kører det dokumentariske materiale på et stort lærred, og helhedsoplevelsen er både overvældende og fængende.

Det er simpelthen det originale ritual, der udføres lige for øjnene af dig, og hvis ikke man går i trance, bliver man i hvert fald revet ud af sin normale verden, og hvem ved, måske healet?

Frygten for virkeligheden

For François Cambuzat er det naturligvis en fantastisk mulighed at turnere med Banga-folket, og han har glædet sig til at komme og spille på Roskilde Festivalen. Men det er også forbundet med frygt, fordi han er bange for, hvad det kan gøre ved de mennesker, han har taget ud af deres habitat, og som aldrig før har været uden for deres hjemland.

Det er et dilemmea for François Cambuzat, at Banga-folket på den ene side har brug for penge, men samtidig er han bange for, at han gør dem en bjørnetjeneste:

”Alle beder om mere. Jeg er bange for, at penge vil ødelægge det hele. For de her tre mænd, som vi turnerer med, vil blive betalt og komme op på store scener som på Roskilde. Før vi valgte at gøre det her, måtte vi tale meget om det og overveje, at måske ville Banga-folket blive kendt og berømt og solgt, og det måske kunne ødelægge alt.”

Der er materiale til at lave to plader mere, men François Cambuzat vil lade den beslutning være op til Banga-folket.