Rwandas Kagame i spidsen for den Afrikanske Union

Laurits Holdt

I 2018 er Rwandas mangeårige præsident Paul Kagame formand for den Afrikanske Union, som er de afrikanske landes samarbejdsorganisation. Han har overtaget posten efter sin kollega fra Guinea, Alpha Condé.

Rwanda har med Paul Kagame i spidsen opnået stabilitet og økonomisk udvikling. Landet er dog også præget af en høj grad af Kagames autoritære ledelsesform, der ikke giver meget plads til opposition mod styret.

Effektivisering af AU

I 2016 blev Kagame sat i spidsen for en indsats, der skal gøre organisationen mere effektiv.

Flere kommentatorer mener, at Kagame vil tilføre organisationen noget af den effektivitet, der præger hans eget land. 

Marco Jowell, der er leder af Africa Research Group ved den prestigefulde School of Oriental and African Studies i London siger for eksempel:

“Kagame er helt klart højt respekteret i AU eftersom han blev sat i spidsen for reformarbejdet. Det lover godt for formandsskabet i organisationen. Han har også gjort Rwanda til en førende bidragyder til fredsskabende missioner og han har gjort meget for økonomisk udvikling og handel mellem afrikanske lande – kerneelementer i AU’s dagsorden.” 

Marco Jowell regner dog ikke med mirakler fra Kagames hånd, for organisationen er kun så stærk som dens medlemmer, siger han. De til tider komplicerede forhold mellem landene kan gøre det svært at reformere organisationen. 

Dertil kommer, at AU mangler kapacitet. Flere af dens institutioner er underbemandede og underfinansierede. 

En af Kagames reformplaner er, at medlemslandene hver især skal sende 0,2 procent af sine skatteindtægter til AU, for at gøre organisationen uafhængig af donationer fra udenlandske donorer. Som det er nu bliver 80 procent af organisationens programmer finansieret af bistand fra udlandet.

Ifølge The New Times er 20 af organisationens 54 medlemslande begyndt på denne indbetaling. 

Uduak Amimo, en kenyansk journalist, der bl.a har dækket AU for britiske BBC, forklarer i The New Times’ artikel, at de afrikanske lande til tider har svært ved at samarbejde, for de nogle af dem er mere orienteret mod europæiske lande, som garanterer deres sikkerhed.