Gå til hovedindhold

Mobile menu

Sejr for LGBT-miljøet i Trinidad og Tobago

LGBT-personer i den caribiske stat er kommet et skridt nærmere mod at legalisere sex mellem personer af samme køn.
Demonstration til støtte for LBGT-rettigheder uden for højesteret i Port of Spain, hovedstaden i Trinidad og Tobago, umiddelbart før kendelsen blev offentliggjort.

Demonstration til støtte for LBGT-rettigheder uden for højesteret i Port of Spain, hovedstaden i Trinidad og Tobago, umiddelbart før kendelsen blev offentliggjort.

Privatfoto

Love, der kriminaliserer sex mellem personer af samme køn, som den caribiske ø-stat Trinidad og Tobago har arvet fra det britiske kolonistyre er imod landets grundlov og skal derfor fjernes. Sådan lød det torsdag fra en dommer i landets højesteret, rapporterer avisen Newsday i Trinidad og Tobago.

Lovene er meget specifik. For eksempel fremgår det, at analsex mellem voksne mennesker - mand-mand såvel som mand-kvinde - kan straffes med op til 25 års fængsel. Det betyder, at det er bøsser, der umiddelbart rammes hårdest af lovene. Lesbiske kan idømmes fem års fængsel for “usømmelighed”, hvis de har sex.

Loven stammer fra det britiske kolonistyre, som endte i 1962, da Trinidad og Tobago blev uafhængig. Men parlamentet har to gange siden skruet op for strafferammen. I 1986 blev maksimumstraffen fra analsex mellem voksne mennesker sat op til 10 år og i 2000 blev den så forhøjet til 25 år.

Afgørelsen i retten kommer efter en LGBT-aktivist, Jason Jones, har sagssøgt regeringen for at få loven afskaffet.

Umiddelbart efter kendelsen sagde Jason Jones ifølge Newsday, at det var en sejr for ikke blot ham selv og LGBT-miljøet men for alle landets borgere idet det handler om menneskerettigheder.

Ikke afgjort endnu

I juli skal parlamentet behandle sagen og det er parlamentet, der skal vedtage en eventuel ny lov eller ændre den nuværende. Newsday skriver, at regeringen vil appellere afgørelsen. Hvilken indflydelse en eventuel appel vil få på den videre proces er uklar.
 
Sodomi-lovene, som de kaldes, bliver ikke brugt i særligt omfang. Men at beholde love, som ikke bruges, giver ingen mening og fungerer mest af alt som en trussel mod en minoritet for at få den til at rette ind efter en bestemt moral, som dommeren udtrykte det i sit skriftlige kendelse.

Flere lande, der tidligere har været britiske kolonier, har love mod sex mellem personer af samme køn. Det gælder ikke mindst i Afrika, hvor diskussionerne om loven har kørt i flere år. På et tidspunkt foreslog et parlamentsmedlem, at der skulle indføres dødsstraf for forseelsen.

Diskrimination og dødstrusler

Lesbiske, bøsser og andre fra det såkaldte LBGT-miljø oplever ofte diskrimination og chikane, hvis de står frem med deres seksualitet. Jason Jones fortæller i Newsday, at han i en årrække var nødt til at bo uden for landet, fordi hans og hans mandlige partner blev chikaneret.

Den anonyme person, der har leveret fotoet øverst i artiklen fortæller en lignende historie:

“Lov mig, at du ikke nævner mit navn. Situationen er meget spændt for tiden og mange LGBT-personer har fået dødstrusler. Vores land behandler ikke LBGT-personer særligt godt - folk ser os som vederstyggelighed,” siger vedkommende i en udveksling via et socialt medie.