Gå til hovedindhold

Mobile menu

Serviceeftersyn af bistanden - det kan ingen enkeltperson klare

DEBAT: Når det gælder vor udviklingsindsats, giver det ikke mening at sætte en enkelt person til at foretage et serviceeftersyn. Det kræver grundig analyse med input fra eksperter og folk, involveret i arbejdet, mener tidligere topembedsmand i Danida.
Alt for få af de penge, der via Udenrigsministeriets udviklingskontor, Danida, kanaliseres til udviklingsorganisationerne, går i virkeligheden til u-landene, mener Mogens Poulsen.

Alt for få af de penge, der via Udenrigsministeriets udviklingskontor, Danida, kanaliseres til udviklingsorganisationerne, går i virkeligheden til u-landene, mener Mogens Poulsen.

Peter Brandt Nielsen / Wikimedia Commons

Resten af Danmarks udenrigspolitik kan måske klare sig med et serviceeftersyn. Det kan udviklingsbistanden ikke.

Her er der brug for nogle mere grundlæggende overvejelser, og det er evident, at vor mand i Washington, Peter Taksøe-Jensen, ikke er klædt på til at stå for sådanne overvejelser. Det er der ingen enkeltperson, der er.

Den erkendelse førte til Den røde Betænkning og Den grønne Betænkning, som kom i henholdsvis 1970 og 1982 med vægtige bidrag til udformningen af Danmarks udviklingsbistand. Bag betænkningerne stod udvalg, som repræsenterede en bred vifte af viden og synspunkter på emnet.

Sparsom og tilfældig brug af de indhentede erfaringer

I løbet af de sidste ca. 25 år er Danmarks indsats i det internationale udviklingssamarbejde, herunder på bistandsområdet, blevet ændret radikalt og typisk fordi skiftende udviklingsministre har haft brug for at markere sig.

Den nærmere udformning af de nye politikker har været overladt til Udenrigsministeriets egne medarbejdere, og de har kun ret sparsomt og tilfældigt trukket på den store indsigt i udviklingsspørgsmålene, som møjsommeligt er blevet oparbejdet i Danmark.

Selvfølgelig skal Danmarks udviklingsindsats tænkes sammen med andre sider af udenrigspolitikken. Det bør imidlertid ske

  1. ud fra en grundig og bred analyse, som bl.a. trækker på den kolossale mængde eksisterende information om, hvad der har virket – og hvorfor – samt
  2. med inddragelse af den bedste ekspertise og repræsentanter for de dele af det danske samfund, som i særlig grad er engageret i udviklingssamarbejdet.

Der er altså andre aktører end erhvervslivet

 

Der er mange og vægtige grunde til, at Danmark skal bidrage stærkt til afhjælpning af fattige landes økonomiske og sociale problemer. Jeg vil pege på en enkelt, som forekommer mig ufuldstændigt belyst: Det danske samfunds eget udbytte af et sådant engagement.

 

Her har stort set al opmærksomhed været samlet om, hvad dansk erhvervsliv kan få ud af det. Vi har imidlertid et stort antal institutioner inden for sundhed, undervisning, teknologi, forskning m.m., som ikke blot har rigtig meget at byde på til løsning af udviklingsproblemer, men som også selv har meget at vinde ved at blive trukket på, økonomisk og ikke mindst fagligt.

Når det sker i alt for ringe grad hænger det sammen med, at det kræver administrative ressourcer i bistandsadministrationen. Det er kun, når det drejer sig om de mange ordninger, som sigter på at inddrage dansk erhvervsliv, at Udenrigsministeriet kan finde ressourcerne.

Håbløs utilstrækkelig kapacitet

I kraft af gentagne sparerunder er Udenrigsministeriets kapacitet til at forvalte bistanden blevet håbløst utilstrækkelig. Det har ført til, at et af de vigtigste kriterier for anvendelsen af bistandsmilliarderne er, at det skal koste så lidt administration som overhovedet muligt.

Derfor overføres en støt stigende del af bistanden som sektorbudgetstøtte eller generel budgetstøtte. Innovativ (nytænkende) inddragelse af den danske ressourcebase er for besværlig og stiller faglige krav, som ministeriets nuværende stab ikke kan honorere.

Sådan får både samarbejdslandene og det danske samfund alt for lidt ud af bistandsbevillingerne.

Absurd at skære i administrationen

Det har været fremme, at nedskæringen af bistandsbevillingerne skal ledsages af en yderligere reduktion af den administrative kapacitet. Det er fuldstændig absurd.

Jo mere vores bistandsbudget beskæres, desto vigtigere er det, at vi udnytter de resterende midler optimalt. Nedskæringerne bør derfor ledsages af en styrkelse af forvaltningen.

Det koster ikke statskassen noget; de forholdsvis små penge, der er tale om, kan finansieres over bistandsbudgettet. Dette og stort set alle andre bistandsemner kan man læse mere om i min seneste bog ”Udvikling – om Danmarks bistand” fra august 2014.

Klaus Winkel er forfatter og fhv. kontorchef i Danida.