Sommeren skydes i gang med Latinamerikansk Festival

Sommeren skydes i gang med Latinamerikansk Festival i København
Foto: DFI
Forfatter billede

Latinamerikansk Festival

På den politiske scene afholdes der i disse måneder en række vigtige valg i flere latinamerikanske lande – Venezuela, Colombia, Mexico og Brasilien – og nu er der mulighed for også at komme på omdrejningshøjde med kulturen på kontinentet. 

Sommervarmen bager over Danmark, og de eksotiske temperaturer falder snart  sammen med Latinamerikansk Festival. Udgangspunktet er film, men de bliver i mange tilfælde ledsaget af introduktioner og debatter med eksperter samt musikalske indslag, gastronomi og drikkevarer fra de sydvestlige himmelstrøg. 

Bingo – brasiliansk tv-klovn på coke

Festivalen åbner 1. juni med den brasilianske publikumssucces Bingo – the King of the Mornings – en kulørt historie om en af de mest berømte karakterer i brasiliansk fjernsyn i 80erne, tv-klovnen Bingo. 

Filmen bygger på den sande historie om Arlindo Barreto, og er en grovkornet komedie om at være presset af egne forventninger, medieliderlig og slet og ret liderlig i 1980’erne – og sjov på lange baner af coke. 

Instruktør er debutant Daniel Rezende, der tidligere har været klipper på den barske City of God (2002). Filmen introduceres af skuespillerne Bete Dorgam og Søren Hellerup, der vil fortælle om klovnen Bingo og den brasilianske folkesjæl.

Argentina – i fortiden såvel som nutiden

5. juni står i Argentinas tegn på festivalen. Programmet indledes med et foredrag om de danske udvandrere, der i første halvdel af 1900-tallet tog den lange rejse til Argentina og slog sig ned i danskerkolonier fjernt fra fædrelandet. Et forskerhold fra Københavns Universitet viser arkivbilleder og præsenterer udvalgte personberetninger. 

Broen til nutiden skabes med 2017-filmen A trip to the Moon. Filmen er en reference til filmhistoriens første science fiction film, den franske Rejsen til Månen fra 1902, men er et nutidigt magisk realistisk drama om en teenager, der i dagens Argentina drømmer om at rejse til månen, men samtidig må kæmpe mod sin depression, presset fra familien for at bestå eksaminerne – og holde øje med nabopigen gennem sit teleskop.

Venezuelansk virkelighed

Lørdag d. 9. juni er turen rundt på kontinentet kommet til Venezuela, når en række herboende venezuelanske foreninger byder velkommen til en festdag med foredrag og dans samt visning af filmen La Familia. 

Venezuelas i disse år barske realiteter med økonomisk krise og faldende levestandard skildres i instruktør Gustavo Rondón Córdovas realistiske drama om en far og søn på flugt gemmer Caracas’ slumkvarterer. De er begge forhærdede af et liv i fattigdom, men hvor faderen Andres hutler sig igennem med småjobs fra dag til dag, er den 12-årige søn Pedro blevet trukket ind i et hardcore kriminelt miljø. På flugt sammen tvinges de til at konfrontere hinandens respektive livsbaner og værdier.

Rejs med til Latinamerika

”Film fylder meget i Latinamerika,” siger Gerardo Pinto, formand for kulturhuset Casa Latinoamericana , som arrangerer festivalen sammen med Cinemateket.

”Vi glæder os meget til at kunne præsentere det danske publikum i festivalen for smagsprøver af den rige latinamerikanske kultur, som film formidler så godt. Film kombinerer billeder og lyd, som kan transportere publikum i tid og rum, så man virkelig kan belyse lokale emner eller sociale forhold”, forklarer Pinto i en pressemeddelelse.