Søvndal inviterer til forelæsning om EU’s udenrigspolitik

Forfatter billede

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) åbner fredag sammen med sin svenske kollega Carl Bildt det danske EU-formandskabs forelæsningsrække.

Mens recession dominerer europæisk politik, står demokratisering højt på dagsordenen, når det arabiske forår bliver debatteret. Men kan EU håndtere hjemlige problemer og finansiel krise og på samme tid bidrage positivt til de demokratiske, økonomiske og sociale forandringer i Nordafrika og Mellemøsten?

Det er nogle af de spørgsmål, der er på dagsordenen, når Carl Bildt og Villy Søvndal holder fælles forelæsning på Københavns Universitet 9. marts.

– Det arabiske forår er en helt central udvikling – måske den allervigtigste udenrigspolitiske udvikling lige nu. Demokrati og fundamentale menneskerettigheder har haft trange kår i en række lande og nu er det vigtigt, at Danmark og det internationale samfund bistår disse lande i den omfattende og svære transitionsfase som vi ikke kan vide, hvor ender, men som rummer potentialet for fremskridt vi ikke troede mulige for blot få måneder siden, siger Villy Søvndal.

Ole Wæver, forsker fra Københavns Universitet, åbner forelæsningen med en introduktion til EU og udenrigspolitikken, og formiddagen afsluttes med publikumsdebat.

Forelæsningsserie om EU

Forelæsningen er den første i en serie, der under det danske EU-formandskab i første halvår 2012 sætter fokus på nogle af de udfordringer EU står over for i dag.

Bag initiativet står det danske EU-formandskab, Europa-Kommissionen og Aarhus og Københavns Universitet, hvor forelæsningerne også vil blive afholdt. Politiken er mediepartner på forelæsningsrækken.

Hver forelæsning har et tema, som to prominente EU-aktører – typisk én fra Danmark og én fra Europa – vil forholde sig til i et diskussionsoplæg, hvorefter publikum bliver inviteret til at deltage i debatten.

Efter hver forelæsning vil en film om arrangementet blive lagt på eu2012.dk’s online universitet (læs mere på www.eu2012.dk). Det er også her, du kan holde dig opdateret om kommende forelæsninger i serien.

Program 09.03.12

· Velkomst ved Ralf Hemmingsen, rektor ved Københavns Universitet

· Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet

· Carl Bildt, Sveriges udenrigsminister

· Villy Søvndal, Danmarks udenrigsminister

· Debat med publikum

Ordstyrer: Michael Jarlner, udlandsredaktør, Politiken

Taler og debat vil foregå på skandinavisk.

Info

Tid: 9. marts 9-10.30, Dørene åbnes kl. 8.15 og lukkes 8.45.

Sted: Festsalen, Københavns Universitet (indgang fra Frue Plads), 1017 København K

Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig på
http://event.ku.dk/eu2012

Der blev åbnet for tilmelding 1. marts.

Arrangementet er åbent for pressen.

Yderligere oplysninger hos:
Astrid Gufler, Københavns Universitet
Tlf: +45 28 75 47 84, e-mail: [email protected]
og Rina Valeur Rasmussen, Udenrigsministeriet
Tlf: +45 33 92 09 24, e-mail: [email protected]