Speciallæge til Colombia

Redaktionen

Speciallæge i kvindesygdomme og fødsler, Peter Beck Larsen, er netop rejst til Quibdo i den colombianske Cauca-provins tæt ved Rio Altrato floden, skriver Læger uden Grænsers danske afdeling i en pressemeddelelse.

Her skal den 64-årige dansker de kommende 6 måneder arbejde for Læger uden Grænsers (MSF) familieplanlægnings-projekt, hvor hans vigtigste opgave bliver at registrere og nedbringe mødredødeligheden i området.

Cauca-provinsen, der er beboet af oprindelige ameri-indianere og afroameri-indianere, har en ekstrem høj mødredødelighed, dvs. mødre der dør ved fødsler. Hvorfor dødeligheden er så høj vides ikke nøjagtig, men det antages, at de mange tilfælde af kønssygdomme, bl.a. syfilis og gonoré, er stærkt medvirkende årsager.

Ved at føre nøjagtig statistik over tilfældene af kønssygdomme og mødredødeligheden, håber Peter Beck Larsen i samarbejde med de lokale sundhedsmyndigheder at kunne finde årsagen til den høje mødredødelighed. Dermed kan der sættes ind for at reducere dødeligheden, der er op til 20 gange højere end i Danmark.

Læger uden Grænser har været til stede i Colombia i det nordlige Sydamerika siden 1989, hvor organisationen har gennemført flere sundhedsprojekter især rettet mod landets oprindelige indianske befolkning.