Bush Tea er træt af fokusset på kolonialismen. For det første er de Vestindiske Øer meget mere interessante, end det, at de har været underlagt kolonimagter, herunder Danmark. For det andet kommer Bush Tea fra det, hun kalder en ”god familie”, og har gået på privatskole, danser ballet og har i det hele taget aldrig følt sig undertrykt af ”den hvide mand”:
”Da jeg kom til USA første gang havde jeg aldrig hørt om ’the white mans priviledge’ – jeg havde gået i skole med sorte, hvide, asiater og så videre. De sorte folk, jeg talte med, sagde til mig, at jeg fornægtede virkeligheden. Folk afviste simpelthen hele min oplevelse af verden og min plads i verden. Jeg kunne ikke relatere til deres oplevelse, men nu kan jeg i det mindste have medfølelse, med folk, der oplever det. Men jeg havde også brug for, at folk forstod, at jeg ikke forsøgte at fornægte min egen identitet eller nogen andres, men at jeg heller ikke ville have, at andre fornægtede min.”
Kolonialismen er historie
For Bush Tea er kolonialismen historie; en historie, hun ikke ønsker at glemme eller fornægte, men som hun heller ikke kan identificere sig med personligt. Bush Teas kunst handler derfor om at påberåbe sig og udøve retten til at være den, man er, og ikke underlægge sig folks idéer eller andre menneskers erfaringer:
”Jeg har altid følt, at jeg ikke passede ind. Der, hvor jeg kommer fra, har jeg aldrig skulle forklare mig selv. Jeg kommer fra et meget lille samfund, en lille ø på cirka 200 kvadratkilometer, hvor der bor omkring 50.000 mennesker, som alle sammen kender hinanden. Der er et tæt samfund, men jeg var alligevel altid anderledes. Da jeg så kom til USA første gang, var det et chok. Der skulle jeg forklarer mig og… der passede jeg så heller ikke ind. Og dét, ikke at passe ind, er en stor del af den symbolik, jeg bruger i mine tekster og i mit kunstneriske udtryk. Der er idéer overalt omkring, hvordan man skal klæde sig, hvad man skal gøre og så videre. Jeg er nødt til at udtrykke mine egne.”
Billede taget til National Sawdust, BK
Foto: Claudia Jarethsgirlmusic
Bush Tea udtrykker sig gennem dans, musik, og så er hun rapper. Et centralt tema i Bush Teas kunst er, at hun gerne vil vise, at det er okay ikke at definere sig selv hele tiden:
”Folk forstår ikke, hvorfor man vil være anderledes, hvorfor man vil bryde med kategoriseringerne. Folk vil gerne bare kunne se på dig, og så kunne definere dig i forhold til, hvor du hører til, og forstå, hvem du er. Ja – det her er en sort kvinde, så derfor bla bla bla. Men når den kategori ikke passer på mig, bliver folk forvirrede.”
I USA oplevede Bush Tea, at der ikke var et binært forhold mellem klasse og race. Var man sort, var man som udgangspunkt fattig. Da Bush Tea kommer til USA er det altså de sorte, som tror, at Bush Tea automatisk tilhører ’deres gruppe’, forklarer hun. Men den idé om kamp, som hun oplever, er en del af de sortes fortælling på det gymnasium, som hun går på i USA, kan hun slet ikke identificere sig med:
”Da jeg studerede teater, blev jeg ved med at blive bedt om at være mere ’ghetto’ og mere ’hood’. Men jeg hører ikke hjemme i de kategorier!” konstaterer hun bestemt.
Bush Tea er i det hele taget træt af, at der så stort fokus på, hvad hun kalder ’de sortes kamp og lidelse’:
”Hvorfor samler vi ikke penge ind til de fattige hvide? Hvorfor er det kun til de sultne børn i Afrika? Og hvor er de højtuddannede sorte mennesker, som jeg kender? Som jeg har lært af og set op til hele mit liv? Hvorfor har det ikke interesse, bare fordi de ikke har måtte kæmpe sig frem?”
Fordommene går begge veje
Bush Teas oplevelse af at blive underlagt stereotype idéer om, hvem hun er, går også den anden vej, for på grund af kolonialismen oplever Bush Tea, at også hendes caribiske kulturelle rødder blev undertrykt i hendes hjemland:
”Da jeg voksede op var der en eller anden skam omkring det at have en accent, og man forsøgte at amerikanisere min accent; at tage det indfødte ud af mig. Der var en idé om, at hvis jeg havde accent, så ville det være sværere at få et job. Så jeg lærte at skifte til britisk accent. Men det er virkelig skidt, at det skal være sådan. Det er mig dybt imod. Jeg vil gerne dekonstruere de her ideer, og jeg vil gerne opdrage mine børn, hvis jeg får nogle, til at være stolt af, at de har kulturelle rødder. Det er dét, min kunst handler om. Det er en måde at undersøge mine egne rødder, min accent og så videre.”
På den ene side vil Bush Tea gerne have lov til at være en smuk, sort kvinde, der ryster røv, uden at blive pålagt ideer om, at hun kommer fra ’the hood’. På den anden side vil hun også gerne have lov til at være en intelligent og veluddannet kvinde, som har levet et privilegeret liv og gået på privatskoler, uden at det skal være på bekostning af hendes kulturelle rødder. Og endelig, vil hun gerne kunne komme frem i popverdenen uden at blive kategoriseret som en sort kvinde, der har kæmpet sig frem og ud af fattigdom.
Bush Tea er netop fascineret af det binære og især af lys og mørke, hvilket hun bruger i sin musik, og når hun rapper:
”Jeg vil gerne tale om diskurser, om eksistentielle kriser i tyverne, der, hvor jeg er lige nu; i et rum af forvirring. Og jeg har en drøm: Jeg ser mig selv lige så meget som videnskabsmand og lige så meget som kunstner. Lige så meget som kreativ og som forretningsmand. Jeg vil gerne rumme det hele. I min musik kommer det til udtryk i det caribiske, som repræsenterer det lyse for mig, og det mørke er det mere melankolske, sådan R/B, blandet med elektronisk musik og jazz. Det er ret hip-hop.”
Musik og feminisme
Billede af Bush Tea, taget på St. Croix, De Vestindiske Øer.
Foto: Rashad Martinez
”Når jeg, som kunstner, går ind i popverden, hvor jeg bruger min klassiske dance-hall baggrund og blander den med soca-calypso og så videre, vil jeg gerne vise folk, at selvom jeg er sort og ”ryster røv”, så er jeg altså stadig ganske intelligent. For jeg oplever, at det ikke er den historie, som medierne eller andre er interesseret i. Det er ikke en del af popkulturen at være intelligent og veluddannet, og slet ikke når man er sort. Medierne vil hellere høre, at jeg har kæmpet, at jeg kommer fra the hood.”
Selvom Bush Tea er opvokset under privilegerede kår er intet selvfølgelig rosenrødt, forklarer hun:
”I Caribien er der også en kultur – og nu er jeg meget opmærksom på, hvad jeg siger, og jeg har også været meget væk og er kommet tilbage og så videre – men jeg kan ikke lade være med at se, at der er visse kvindefjendtlige ideer, bestemte religiøse kulturer og dagligdags dynamikker mellem mænd og kvinder. Og jeg kommer aldrig til at kunne underlægge mig en mand. Jeg vil gerne gøre op med, at bare fordi jeg har valgt at vise mine krop i, hvad jeg anser for kunst, hvor jeg vrikker og danser til calypsomusik og soca, så det giver ikke nogen mennesker retten til at behandle mig som et objekt. Jeg vil gerne vise folk, at du kan ryste røv og gå hjem og læse en bog. Det ene udelukker ikke det andet.”
Det har været en spændende rejse for Bush Tea, for mens hendes kunst er en direkte forlængelse af hende selv, har den også fået sit eget liv.
”For mig er det normalt at have et godt liv. Jeg har været privilegeret – ikke kun økonomisk, men jeg er blevet velsignet med en stærk personlighed, der har gjort, at jeg har udlevet den, jeg er. Og pludselig oplevede jeg, at det, der var normalt for mig, eksempelvis at ride på en hest i vandet, som jeg gør i min musikvideo, med et sværd hævet over hovedet, blev set som et symbol på empowerment fra det sorte samfund i USA. I USA er det at ride en elitær sport; i mit hjemland er det en naturlig ting,” forklarer hun og uddyber:
”Jeg steg ikke op på en hest med henblik på at vise, at sorte mennesker rider altså på heste eller at sorte kvinder er krigere. Det er noget, som andre har sagt til mig, at min video symboliserer for dem. Og det er sådan, at noget bliver symbolsk, når det har mening for andre, end en selv.”
Bush Teas karriere er kun lige startet og den unge kvinde har mange ambitioner for fremtiden. Forhåbentlig kommer kunsten til at blive en levevej for hende, men hun er også opmærksom på, at det har omkostninger:
”Pludselig er der en masse kommercielle aspekter af min kunst som jeg er nødt til at tage stilling det. Det er jo også en forretning. Og det er en balance” forklarer hun.
Med sin musik og sin kunst håber Bush Tea at være med til at vise, at ingens kulturelle ideer skal begrænse dig i at være den, du er. Hverken den ene eller den anden vej.
Læs mere og følg Bush Tea.
