Tid: 29/10/2016 14:00 til 29/10/2016 14:00

Sted: Den Russiske Føderations Ambassade på Kristianiagade 5, 2100 København Ø.

Arrangør: N/A

Stop drabene i Aleppo

FREDSMANIFESTATION 

 

Lørdag den 29. oktober kl. 14 står Mellemfolkeligt Samvirke bag en markering ved Den Russiske Føderations Ambassade på Kristianiagade 5, 2100 København Ø.  
 
Sammen vil vi med 200 skilte med påmalede fredsflag vise vores solidaritet med den syriske civilbefolkning og vores dybeste modstand mod Ruslands fremfærd i Aleppo.  

Undervejs vil der være taler ved: 

• Haifaa Awad, debattør, aktivist, læge 
• Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke 
 
DERFOR GØR VI DET 

Det er vanskeligt at beskrive Syriens katastrofes omfang med ord. Millioner af vores medmennesker er blevet direkte berørt af den syriske konflikt. De er enten blevet fordrevet fra deres hjem, blevet dræbt eller skadet som følge af kamphandlinger. FN anslår, at over 400.000 mennesker er blevet dræbt på bare fem år.  
 
Den syriske konflikt er på ulykkelig vis blevet en international krigsskueplads for både internationale og regionale magter, hvor både stater og militser hver dag bidrager til at skubbe freden endnu længere ud i fremtiden.  
 
Den enorme humanitære katastrofe i og omkring Aleppo er en tragedie i sig selv, og her er det særligt det massive, vedholdende og vilkårlige luftbombardement af civile, vi demonstrerer imod.  
 
Som et permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd har Rusland en særlig forpligtelse til at respektere international ret og til at arbejde for fred og stabilitet. I stedet har den russiske stat sammen med sin syriske allierede muligvis gjort sig skyldig i krigsforbrydelser samt forbrydelser mod menneskeheden sådan som flere vestlige lande har rejst anklager om. 
 
Vi må bruge enhver anledning til at råbe vores del af verden op om den historiske uretfærdighed, der regner ned over Aleppo i form af blandt andet tøndebomber, klyngebomber og giftgasangreb. Det skylder vi de syrere, der er blevet frarøvet deres tilværelse, deres eksistensgrundlag og hele deres fremtid. Syrien har mistet hele generationer på få år. 

Vi må for alt i verden ikke forholde os tavse, hvis vi vil kunne se kommende generationer i øjnene.