Gå til hovedindhold

Mobile menu

Stor konference i Kuwait: Nu skal Irak genopbygges

EU er medvært ved en stor donorkonference for opbygning af Irak efter Daesh (IS) er nedkæmpet. USA forventer ikke at bidrage, men der er et kæmpe behov, lyder det i ny rapport fra UNICEF.

Mstyslav Chernov (CC BY-SA 4.0)

Irak har nu nedkæmpet Daesh (IS). Men de mange konflikter de senere år har tæret gevaldigt på det mellemøstlige land.

Hvert fjerde barn lever i fattigdom og fire millioner er afhængige af nødhjælp, lyder det i en ny rapport fra UNICEF. Der har været 150 angreb på uddannelsesinstitutioner, og halvdelen af alle skoler i Irak har behov for genopbygning.

3 millioner børn har fået deres uddannelse og skolegang forstyrret, fremgår det af undersøgelsen, som kommer samtidigt med en stor donorkonference i Kuwait, hvor EU-Kommissionen er medvært.

Det store arrangement i ørkenlandet foregår mandag til onsdag. De første to dage er afsat til at diskutere skader og muligheder for genopbygning samt investeringer. På den tredje dag vil der mulighed for bidragsydere til at offentliggøre konkrete donationer. 

USA vil næppe donere

Irak vurderer selv, at der er behov for 100 milliarder dollar (608 milliarder kroner) for at landet kan komme nogenlunde på fode igen.

Embedsmænd fra USA har allerede udtalt, at der næppe kommer støtte fra den kant. Flere medier rapporterer, at det er budskabet fra en unavngiven kilde, som dog nævner, at USA's udenrigsansvarlige, Rex Tillerson, kan hive noget op af hatten i sidste øjeblik.

Til gengæld er det meget muligt, at EU smider penge i bøssen. EU-Kommissionen har netop offentliggjort en ny strategi for opbygning af Irak efter de senere års konflikt. Strategien er godkendt af EU’s udenrigsministre og skal nu behandles i Parlamentet.

Læs mere om strategien her:

https://globalnyt.dk/content/samuelsen-og-kolleger-skal-nikke-ja-mandag-til-ny-eu-strategi-irak-efter-daesh

Et af strategiens fokusområder er uddannelse, og her er der store behov,  særligt af hensyn til børn, ifølge rapporten fra UNICEF.

”Børn bliver ramt hårdest i tider med konflikt og genopbygning af Iraks byområder bør prioriteres, støttes i tilstrækkelig grad og gennemføres hurtigt med særlige hensyn til skrøbelige mennesker, herunder børn”, siger Zena Ali Ahmad, talsmand for UN-Habitats afdeling i den arabiske region.

”Børn er Iraks fremtid. Kuwait-konferencen for Irak denne uge er en mulighed for verdensledere til at vise, at vi er villige til at investere i børn – og gennem investering i børn, at vi er villige til at investere i at genopbygge et stabilt Irak”, lyder det fra Geert Cappelaere, UNICEFs regionale direktør for Mellemøsten og Nordafrika. 

Hjemvendelse af flygtninge

Ødelæggelserne i Irak har naturligvis været omfattende. Rapporten fra UNESCO viser, at 21.400 huse er blevet ødelagt eller skadet, blot i Mosul. Det har skabt store flygtningestrømme internt i Irak, til omkringliggende lande og også til EU.

Ifølge EU’s strategi skal der igangsættes en dialog om flygtninge med de irakiske myndigheder. IOM – den internationale organisation for migration – kunne i begyndelsen af året oplyse, at der nu for første gang er flere mennesker, der vender tilbage til deres hjemstavn, end der er personer, som flygter fra den.

Irak ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at modtage tvangshjemsendelser fra Europa.

”Den irakiske regering afviser tvungne hjemsendelser, da vi har forståelse med nogle europæiske lande om, hvor vigtigt det er ikke at påbegynde initiativer angående tvungne hjemsendelser”, lyder det fra den irakiske minister for migration, Jasser al-Attiyya, ifølge Al-Monitor.

Ifølge strategipapiret fra EU-Kommissionen er der 250.000 syriske flygtninge i landet mellem de to floder. Dertil kommer 3 millioner internt fordrevne. Der er ankommet 135.000 irregulære irakiske flygtninge til EU.