Stridsmand for de svage fylder 60

Redaktionen

UNICEFs chef i Somalia, cand.theol. Christian Balslev-Olesen, med base i Nairobi, fylder 60 søndag den 20. maj.

Christian Balslev-Olesen har de seneste 6 år arbejdet som chef for FNs Børnefond (UNICEF) på Afrikas Horn. Først som UNICEFs øverste repræsentant i Eritrea med base i hovedstaden Asmara og de seneste 2 år i det kollapsede Somalia.

Som chef for den største FN-organisation i Somalia arbejder Christian Balslev-Olesen midt i en virkelighed med krig, klaner og kaos. Og han har ikke været bange for at råbe op for at få hjælp til ofrene.

Det er der intet nyt i. Som han engang sagde i et avisinterview, mens han var generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp: “Vi vil altid være at finde på ofrenes side”.

Det fik alle rundt om ham at mærke, også israelerne, som gennem årene gang på gang fik klar besked om deres fremfærd i de palæstinensiske områder. En åbenmundethed, der bestemt ikke skaffede ham tak alle steder herhjemme.

Hvis man skal pege på en enkeltperson, der om nogen inspirerede fødselaren til at vælge side, begive sig ud på det, der måtte opfattes som “den etiske vej”, så var det nok Desmond Tutu.

Den inspirerende sydafrikanske kirkemand og Nobelpristager blev et forbillede – ja en personlig ven – og besøgte Danmark flere gange både under og efter den lange hårde kamp mod apartheid.

– Desmond Tutu politiserede ikke blot Folkekirkens Nødhjælp. Han fik store dele af den danske befolkning med i kampen mod apartheid. Med ham forstod vi for første gang, at hjælp er mere end mad, medicin og udviklingshjælp, som Chr. Balslev-Olesen sagde op til de danske kirkedage i 2001, hvor Tutu kom på besøg – trods sygdom – efter hans personlige indbydelse.

Det skete i veneration overfor Danmark, Nødhjælpens og Balslevs rolle – som foregangsland og foregangsorganisation – i kampen for internationale sanktioner mod apartheidstyret. En kamp, hvor vi herhjemme stod blandt de forreste.

Christian Balslev-Olesen erindrede videre om Tutu dengang i 2001:

– Jeg husker første gang jeg mødte ham. Det var i 1984 efter modtagelsen af Nobels fredspris i Oslo, hvor han kom til København for at prædike til en festgudstjeneste. Domkirken var propfyldt af unge og gamle.

– Vi klappede under prædikenen. Det er vist første gang, det er sket i en dansk sammenhæng, men det er hans unikke evne til at forkynde og hans evne til at praktisere troen, der gør udslaget.

Det blev til mange år i den store humanitære organisation i Nørregade, først som projektsekretær, siden som projektkoordinator for det sydlige Afrika med base i Mugabes Zimbabwe, hvorfra han blev hentet hjem i 1992 og blandt 62 ansøgere udpeget som ny generalsekretær.

Da han holdt i 2002, fandt den dav. chef for Nødhjælpens internationale afdeling, Elsebeth Krogh, mange roser frem:

”Christian har en helt speciel evne til at forene hensynet til at yde fattige mennesker ude i verden den bedst tænkelige hjælp med en stærk folkelig og kirkelig forankring. For ham er det allervigtigste, at Folkekirkens Nødhjælps arbejde handler om mennesker, der skal behandles med respekt. Ved aldrig at gå på kompromis med dette – og ved også at drive sin ledelse sådan – har han gennem de sidste 10 år ført Nødhjælpen frem til den troværdighed og respekt, vi ser i dag, både i Danmark og internationalt”.

I det årti, Balslev-Olesen var chef, gennemlevede Nødhjælpen et skift til at være en moderne internationalt respekteret kirkelig hjælpeorganisation. De årlige sogneindsamlinger, de store minerydningsprogrammer, et stærkere fokus på fortalervirksomhed for de svageste, og en stadig større omsætning på EU-finansierede projekter er resultater af den langtidsplanlægning, han satte igang.

Christian Balslev-Olesen forlod i 2002 også formandskabet for ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp, en organisation som han selv var initiativtager til at få oprettet i 1996. Udover engagementet i ACT var – og er – Balslev-Olesen en kendt og respekteret skikkelse i Det lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd i Geneve.

Inden han skiftede, nåede han blandt så meget andet at arrangere en stor landsindsamling sammen med Amnesty Danmark i november 1998 i anledning af menneskerettighedernes 50 års dag.

Efter terrorangrebet på USA i september 2001 tog han tillige initativ til og var medunderskriver af en samlet appel fra danske NGOer til regering og Folketing. En appel, som har en næsten profetisk klang i dag.

Den hed “Ikke flere uskyldige ofre” og lød i uddrag:

“Fælles appel fra danske humanitære organisationer om ikke at lade vrede og frygt efter sidste uges terrorangreb i USA gå ud over endnu flere uskyldige ofre

Som danske humanitære hjælpeorganisationer er vi dybt chokerede og forfærdede over sidste uges terror-angreb i USA. Vores tanker og medfølelse går til ofrene og deres familier.

Mens USA og dets venner over hele verden sørger over det kolossale tab, arbejdes der på højtryk på at finde frem til dem, der står bag de grusomme voldshandlinger.

Kun grundige overvejelser og omtanke kan forhindre, at hævnen for angrebet munder ud i en uoverskuelig voldsspiral. Vore erfaringer fra arbejdet rundt om i verden viser, at ofrene for krig som oftest er uskyldige børn, kvinder og mænd.

Vi beder derfor indtrængende USA og dets allierede, herunder den danske regering, om meget grundigt at overveje, hvilke konsekvenser et militært angreb vil få for de fattige og uskyldige, der ikke på nogen måde har haft indflydelse på det, der er sket”.

Som bekendt er det gået ganske anderledes. Det havde nok været bedre, om opråbet var blevet hørt.

At Balslev-Olesen skulle forlade den danske bistandsscene netop 1. februar 2002, få måneder efter magtskiftet i dansk politik – var næppe så tosset endda; i hvert fald for ham selv. Han blev nok forskånet for mange skuffelser på den konto.

Det har dog ikke afholdt ham fra at kommentere dansk bistandspolitik. Sidste efterår rettede han således skarp kritik af VK-regeringens såkaldte nærområde-indsats:

– Man snyder de danske skatteydere ved at argumentere for, at hjælp i flygtningenes nærområder kan bremse flygtningestrømmen til Europa og Danmark … En brønd her og en skolebog der får ikke en eneste flygtning til at vende hjem, lød det.

I april i år uddybede han sin vurdering overfor nyhedsmagasinet RÆSON:

– Der ER virkelig grund til at gøre mere for flygtninge i ikke mindst de områder – som f.eks. i Somalia – og hurtigt. Og der ER virkelig grund til at gøre det effektivt for flygtningene hurtigt at kunne vende tilbage til deres hjemland.

– Men det, jeg har gjort opmærksom på, er, at en række undersøgelser af erfaringer fra donorlande og FN siger, at der ved det at lave enkeltprojekt-indsatser ikke er nogen simple, enkle løsninger på at få flygtningene tilbage. Der er en erkendelse af, at man har forsømt og gjort alt for lidt i ”failed states” – kaos-staterne, som vi populært kalder det.

Og der bliver stadig lyttet til ham. I februar var han således indkaldt af Folketingets udenrigsudvalg og det udenrigspolitiske nævn til at foredrage om situationen i Somalia.

Nok er han til daglig aktiv i FNs vigtige arbejde på Afrika Horn – som en af de efterhånden få danskere i en fremtrædende FN-stilling -, men når han er hjemme, prædiker han gerne i Osted Valgmenighed på Midtsjælland.

Det kristne budskab om næstekærlighed bliver aldrig uaktuelt for en så dybt engageret person som ham. Akkurat som forbilledet Tutu.

Et stort til lykke på dagen fra

Jesper Søe

Redaktionen af u-landsnyt.dk

Hvis man vil sende lykønskninger er adressen
Christian Balslev-Olesen, UNICEF Representative to Somalia, UNICEF Somalia Support Center, P.O.Box 44145-00100, Nairobi, Kenya, E-mail: [email protected]

Læs også telegrammerne “Mere mad til Somalia – men ud for kysten lurer skånselsløse pirater”, dato 19.05.07, under International bistand, og “Folkekirkens Nødhjælp: Kampen mod apartheid blev et vendepunkt”, dato 26.04.04, under Dansk bistand.