Suu Kyi fratages pris på grund af rohingya-krise

Omkring 700.000 rohingyaer er flygtet ud af Myanmar siden august 2017.
Omkring 700.000 rohingyaer er flygtet ud af Myanmar siden august 2017.
Foto: UNICEF/LeMoyne (arkiv)
Forfatter billede

Militærets drab på hundredvis af rohingya-muslimer og fordrivelsen af mindst 700.000 andre fra Myanmar har fået kritikken til at hagle ned over Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi.

Nu mister hun en fornem pris på grund af de voldsomme forfølgelser af rohingya-muslimerne.

Det er Suu Kyis reaktion – eller snarere mangel på reaktion – der nu får US Holocaust Memorial Museum til at fratage hende den pris, hun fik i 2012.

”I de seneste år har museet fulgt nøje med i militærets kampagne mod rohingyaerne og din reaktion på det,” skriver museet i et åbent brev til Aung San Suu Kyi.

Af brevet fremgår det også, at museet har været på flere besøg i Myanmar og Bangladesh siden 2013 for at studere rohingya-mindretallets forhold.

”Desværre er det i løbet af de seneste fem år blevet betydeligt værre, og i dag virker det til at være helt uholdbart for rohingyaerne.”

Rohingyaerne er af FN blevet betegnet som det mest forfulgte folkefærd i verden.

”I takt med, at militærets angreb mod rohingyaerne skete i 2016 og 2017, havde vi håbet, at du – som en person, vi og mange andre har hyldet for din tro på menneskelig værdighed og universelle menneskerettigheder – ville have gjort noget for at fordømme og stoppe militærets brutale kampagne og udtrykke solidaritet med den udsatte rohingya-befolkning,” skriver museet.