Tid: 21/08/2017 17:00 til 21/08/2017 20:00

Sted: LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København N

Arrangør: N/A

Syrisk kulturcafe i København

Musik og film går godt sammen – både i østen og vesten. Denne mandag viser vi filmen “Al Lail al Tawil” (Den Lange Nat) fra 2010, af manuskriptforfatter Haitam Haqqi og instruktør Hatim Ali. Castet er spækket med syriske talenter, blandt andre Khaled Taja, Basil Khiath og Salim Sabri. 

Den syriske musiker Adel Najari runder aftenen af med syriske klassikere.

Gratis entré.

Arrangementet på Facebook

Om det syriske kulturinstitut

Fra instituttets Facebook-side:

Danmark har gennem de seneste år modtaget et stort antal flygtninge fra Syrien. Det er vigtigt, at der gøres en særlig indsats for deres integration i det danske samfund, men også at der derudover iværksættes et bredere arbejde for at sikre en fastholdelse og videreudvikling af de kompetencer og kvalifikationer, syrerne er kommet med. Det er vigtigt, både for de syrere, der rejser tilbage til Syrien, når forholdene gør det muligt, og for dem der får en fremtid i Danmark eller andre steder uden for Syrien. 

Det danske Institut i Damaskus spillede i en årrække en betydelig rolle i dansk-syrisk samarbejde, og organisationen ”Det Syriske Kulturinstitut i Danmark” er etableret med det danske institut som inspiration. Formålet er at skabe rammer for et kulturelt, uddannelsesmæssigt og forskningsmæssigt samarbejde mellem danskere og syrere i Danmark, og – som led i dette samarbejde – at fremme en indsats for den nye gruppe af syrere i Danmark.

Mange af de nytilkomne syrere er veluddannede og har omfattende faglige kvalifikationer. Det syriske kulturinstitut vil have et særligt fokus på at inddrage veluddannede ressourcestærke syrere i et arbejde for at integrere nyankomne syrere, samt i dansk-syrisk kultursamarbejde. Det Syriske institut har i modsætning til Det Danske institut i Damaskus ikke en fysisk bygning som base, men instituttet vil være netværksbaseret, og det vil samarbejde med andre danske organisationer og institutioner, samt de danske kommuner, om indsatser. Projektbeskrivelsen giver et billede af de planlagte indsatsers karakter. Støttebrevet fra Dansk Flygtningehjælp giver en vurdering af behovet og potentialet.

Kulturinstituttet er stiftet i februar 2015. Dets vedtægter fastslår, at instituttet er ikke-religiøst og upolitisk, og at det vil samarbejde med syrere fra alle grupper i den syriske diaspora i Danmark, uafhængigt af deres etniske, religiøse eller politiske orientering.