Talsmand: Kabila viger pladsen

joseph_kabila_unga_2014
Forfatter billede

Ved præsidentvalget i DR Congo den 23. december kommer Joseph Kabilas navn ikke til at stå på stemmesedlerne. Det siger en talsmand for landets regering ifølge flere internationale medier.

I årevis har der været spekulationer om, at Kabila ville finde en måde at blive siddende. Men sidste år blev der indgået en aftale som indebar, at præsidenten måtte træde tilbage i 2017 – noget, som siden trak ud.

Kabila, der har været præsident siden hans far, Laurent Kabila, blev dræbt i 2001, kan ifølge forfatningen ikke blive siddende efter at have siddet i to embedsperioder.

Med sine 17 år på posten er han DR Congos længst siddende præsident nogensinde. Ifølge forfatningen skulle han være gået af i december 2016, men klyngede sig til posten og afviste at træde tilbage.

Det medførte uroligheder og voldsomme protester mod Kabilas fortsatte styre.

I stedet for Kabila bliver regeringskoalitionens kandidat den tidligere indenrigsminister Emmanuel Ramazani Shadary. Han er Kabila-loyalist og var derudover indenrigsminister på det tidspunkt, hvor sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på de demonstranter, der protesterede mod, at Kabila nægtede at gå af.

DR Congo har aldrig oplevet en fredelig magtoverdragelse, og de fleste iagttagere havde frygtet, at Kabila ikke ville trække sig frivilligt.

Men det tyder meldingen fra regeringstalsmanden onsdag på, skriver flere internationale medier.

Onsdag aften er sidste frist for at lade sig registrere som præsidentkandidat ved valget i december.