Tidl. Danida-chef fylder 80

Forfatter billede

Danidas tidl. chef, fhv. ambassadør Mogens Isaksen, Holte, fylder 80 torsdag den 21. januar 2010.

Møbelhandlersønnen fra Odense, der blev cand.polit. i 1957, kom efter militærtjeneste og nogle år i Finansministeriet til det sted, hvor han skulle lægge sin livsgerning – den danske udenrigstjeneste. Det skete i 1962 og blev til samfulde 35 år i Udenrigsministeriet brød, en stor del af dem i Danida.

For det var udviklingspolitik og u-landsbistand, der blev centrale områder for ham. Bl.a. som økonomisk rådgiver ved FN-missionen i New York fra 1970 til 73, og som kontorchef i ministeriets økonomisk-politiske afdeling med ansvar for Danmarks deltagelse i internationale forhandlinger om handels- og udviklingssamarbejde 1973-78.

Her blev han sporet ind på den egentlige u-landsbistand, først som souschef for Danida 1978-81 og som Danidas øverste chef i årene 1981-85. Dernæst var Isaksen i 5 år dansk FN-ambassadør i Geneve i Schweiz, hvor en stribe af FN-familiens udviklingsorganisationer har til huse.

Efter Geneve fulgte ambassadørposten i Bangkok i 1990-94 med sideakkreditering i Hanoi, Rangoon og Vientiane – og fra 92 også Phnom Penh. Endelig rundede han karrieren i udenrigstjenesten af som ambassadør i Lissabon 1994-97. Han har dog siden kunnet følge med i ministeriets gøren og laden via sin kone, cand.jur. Bodil Marie Troelstrup Isaksen, der er ansat på Asiatisk Plads.

Mogens Isaksen var en meget afholdt chef. Den vennesæle fynbo var tillige dygtig og dedikeret – det må man være for at skabe sig en karriere som hans. Og så var han en af de mest åbne chefer, Danida har haft. Uanset om det kostede.

Ja, der boede vel sagtens en uforløst journalist i ham.

Et stort til lykke på dagen fra u-landsnyt.dk