Tømmergigant sagsøger Greenpeace efter kritik

ccby-auntjojo
Forfatter billede

note: denne nyhedshistorie er lavet af Greenpeace, som er en part i den omtalte konflikt

Det historisk store søgsmål kommer efter, at Greenpeace gennem en længere periode har dokumenteret flere mangler i virksomhedens påstand om at drive bæredygtigt skovbrug i de canadiske skove og rettet kritik mod selskabets praksis.

Tømmervirksomheden, der er den største i Canada, har i strid med sit eget løfte bl.a. ikke sikret beskyttelsesværdige skovområder, fældet skov i oprindelige folks territorier uden deres samtykke og solgt papir som “miljøvenligt” til kunderne, selv om papiret ikke bestod af genanvendt indhold. Blandt aftagerne af Resolute Forest Products’ papir er flere store spillere i den internationale forlæggerbranche som Penguin Random House, HarperCollins, Simon & Schuster og Hachette.

Tåler ikke kritik og vil lukke munden på kritikere

Greenpeace fremlægger i dag en rapport, “Clearcutting Free Speach”, der udreder, hvordan Resolute Forest Products er gået til ekstremer for at gøre sine kritikere tavse med det aktuelle sagsanlæg, som selskabet anlagde tilbage i maj 2016, og som kan lukke Greenpeaces kontorer i USA og Canada, hvis tømmervirksomheden får medhold i retten.

“Vi ser desværre her et grotesk eksempel på en virksomhed, som i den grad ikke kan tåle kritik af sit såkaldt bæredygtige skovbrug og derfor skrider til ekstremer for at lukke munden på sine kritikere. Det er et så ublu sagsanlæg af uproportionelle dimensioner, at det kun kan forstås som et forsøg på at indskrænke vores frihed til at holde øje med- og skabe åbenhed om virksomheders ødelæggelser af værdifulde skovområder. Vi vil fortsætte med at kæmpe for miljøet i hele verden og ikke mindst retten til at gøre netop det,” siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace i Norden.

I rapporten fremgår det, at Resolute Forest Products forsøger at stemple Greenpeace som kriminelle, fordi organisationen har dokumenteret en række mangler i virksomhedens skovbrug og opfordret den til markant at ændre praksis.

”Greenpeace har opnået international anerkendelse som en uafhængig miljøvagthund, fordi vi tør tale uden frygt. Det er i offentlighedens interesse, ikke en kriminel handling,” siger Bunny McDiarmid, international generalsekretær for Greenpeace.

Trussel mod 45 års miljøkamp

Ud over Greenpeace har Resolute Forest Products også sagsøgt miljøorganisationen Stand.earth og en række enkeltpersoner inden for organisationerne.

”Hvis Resolute vinder retssagen, kan det ikke blot betyde slutningen på Greenpeace og 45-års kamp for miljøet, men også en verden, hvor ytringsfriheden for organisationer, journalister, kunstnere og udgivere bliver mere og mere indskrænket. Resolutes mål er at stemple miljøorganisationer i USA som kriminelle og sætte et fortilfælde,” siger Amy Moas, kampagneleder i Greenpeace USA.